Indholdsfortegnelse:

journalist, forfatter, it-redaktør  

Beretning IV  - uddrag af

Side 404

Statsminister: Th. A. M. Stauning

Udenrigsminister: P. R. Munch

Finansminister: V. Buhl

Indenrigsminister: Bertel Dahlgaard

Justitsminister: Sv. Unmack Larsen

Undervisningsminister: Jørgen P. L. Jørgensen

Kirkeminister: Johannes Th. C. Hansen

Forsvarsminister: Alsing E. Andersen

Minister for offentlige Arbejder: Axel I. Sørensen

Minister for Landbrug og Fiskeri: Kr. M. Bording

Minister for Handel, Industri og Søfart: Johannes Kjærbøl

Socialminister: Ludvig Christensen

10. April 1940  Ministre uden portefeuille tilknyttet:

  Krigsministeriet, Marineministeriet, Ministeriet for offentlige Arbejder:

Søren Brorsen

Udenrigsministeriet, Indenrigsministeriet:

O. C. Krag

Undervisningsministeriet, Landbrugsministeriet: 

Henrik A. R. Hauch

Justitsministeriet, Finansministeriet:

Henning Hasle

Handelsministeriet:

G. L. J. Christmas Møller

Kirkeministeriet, Socialministeriet:

K. V. K. Fibiger

Statsminister: Th. A. M. Stauning

Udenrigsminister: Erik J. G. Scavenius

Finansminister: V. Buhl

Indenrigsminister: Knud Kristensen

Justitsminister: Harald Petersen til 9. Juli 1941, derefter E. Thune Jacobsen.

Undervisningsminister: Jørgen P. L. Jørgensen

Kirkeminister: K. V. K. Fibiger

Forsvarsminister: Søren Brorsen

Minister for offentlige Arbejder: Gunnar Larsen

Minister for Landbrug og Fiskeri: Kr. M. Bording

Minister for Handel, Industri og Søfart: C. L. J. Christmas Møller til 3. Oktober 1940, derefter Halfdan Hendriksen

Arbejds- og Socialminister: Johannes Kjærbøl.

Side 405

Statsminister: Vilhelm Buhl

Udenrigsminister: Erik J. C. Scavenius

Finansminister: V. Buhl til 16. Juli 1942, derefter Alsing E. Andersen

Indenrigsminister: Knud Kristensen

Justitsminister: E. Thune Jacobsen

Undervisningsminister: Jørgen P. L. Jørgensen

Kirkeminister: K. V. K. Fibiger.

Forsvarsminister: Søren Brorsen

Minister for offentlige Arbejder: Gunnar Larsen

Minister for Landbrug og Fiskeri: Kr. M. Bording

Minister for Handel, Industri og Søfart: Halfdan Hendriksen

Arbejds- og Socialminister: Johannes Kjærbøl.

Stats- og Udenrigsminister: Erik J. C. Scavenius

Finansminister: K. H. Kofoed

Indenrigsminister: Jørgen P. L. Jørgensen

Justitsminister: E. Thune Jacobsen

Undervisningsminister: A. C. Højberg Christensen

Kirkeminister: V. Holbøll

Forsvarsminister: Søren Brorsen

Minister for offentlige Arbejder: Gunnar Larsen

Trafikminister: N. Elgaard

Minister for Landbrug og Fiskeri: Kr. M. Bording

Minister for Handel, Industri og Søfart: Halfdan Hendriksen

Socialminister: Laurits Hansen

Arbejdsminister: Johannes Kjærbøl

Ministeriet indgav 29. August 1943 sin Afskedsbegæring og ophørte samtidig at fungere. Derefter Departementschefsstyret

klik til

4

5

Kommissionernes Diskretionspligt udgør et problem. Fænomenet blev pålagt kommissionsmedlemmer og afhørte. Her et par eksempler:

Betænkning 1 1945. Kommissionsformand forhv. minister H.P. Hansen, Radi-kale Venstre.

Misbilligelse. Kjølsen brød diskretionspligten.

Citat:

- "Den al Folketinget under 15. Juni 1945 nedsatte Kommission i Henhold til Grundlovens § 45. Den 18. Juli 1945.

Meddelelse udsendt gennem Ritzaus Bureau:

Ved Kommissionens Møde i Gaar var Kommandørkaptajn, fhv. Marine-attaché ved det danske Gesandtskab i Berlin, Kjølsen til Stede for at besvare forskellige Spørgsmaal. Ved Forhandlingernes Begyndelse udtalte Kommis-sionens Formand bl.a.:

- „Inden Afhøringens Begyndelse gør jeg opmærksom paa, at der paahviler Kommissionens Medlemmer Diskretionspligt, og jeg tør gaa ud fra, at De for Deres Vedkommende vil føle Dem bundet ved den samme Diskretionspligt ogsaa vedrørende Deres egne Udtalelser".

Dette besvarede Kommandørkaptajnen med: „Ja."

Kommissionen maa derfor udtale sin Forbavselse over og Misbilligelse af, at der i københavnske Morgenblade af Dags Dato findes optaget forskellige Udtalelser af Kommandørkaptajnen, fremsat paa Kommissionens Møde i Gaar. En i denne Forbindelse i „Berlingske Tidende" optaget Meddelelse og en Vending i Indledningen af hans i Dag udkomne Bog om, at Kommandørkaptajn Kjølsen skulde have erhvervet den parlamentariske Undersøgelseskommissions Tilladelse til at meddele Offentligheden sine Oplysninger, er i Strid med Sandheden, idet Spørgsmaalet om Offentliggørelse ikke har været forelagt Kommissionen". Citat slut.

6

Statsminister Stauning krigsminister

Formand 1947, dommer Aage Holm, Liberale Venstre.

Bemærk: Statsminister Stauning var som fungerende krigsminister 29. juni - 8. juli 1941 ansvarlig for oprettelsen og anerkendelsen af Frikorps Danmark.

Citat:

- "Torsdag den 19. Juni 1947 Kl. 10. For Kommissionen mødte fhv. Forsvars-minister Søren Brorsen.

Brorsen: . . . Her indskyder jeg den Bemærkning, for Kommissionen skal have det hele at vide, naar jeg endelig er kommet her, at Afgørelsen med Hensyn til de frivillige blev truffet paa et Tidspunkt, hvor jeg slet ikke var til Stede her paa Rigsdagen. Jeg havde den Sorg at miste min Hustru den 28. Juni efter en haard Sygdom. Jeg forlod derefter Ministeriet, det finder man vistnok naturligt, den 29. om Morgenen, idet Jordfæstelsen skulde finde Sted i Jylland i mit Fødesogn, og jeg kom ikke tilbage før den 8. Juli. I den Tid var Stats-minister Stauning fungerende Forsvarsminister. Nu kan d´Herrer sammenholde det med »Besættelsestidens Fakta« og det, Formanden allerede har oplyst. Den 29. Juni, den 1. Juli og den 3. Juli sker der noget hver eneste Dag, men da var jeg altsaa ikke til Stede. Det hele var i Virkeligheden afgjort da jeg kom herover den 8. Juli".  Citat slut.

Alle kommissionsmøderne var lukkede, uden presse og offentlighed. Der-imod var retsmøderne åbne i den tilforordnede Kommissionsdomstolen, ledet af en dommer. 

7

UDGIVET AF SAGFØRERRAADET

Side 684

Standarte Westland optager Hollændere og Belgiere, mens Standarte Nordland udelukkende omfatter Nordboere. Saaledes har Norge allerede sendt over tusinde Mand, som ønsker at gøre en Indsats og være med i Kampen for det nye Europa. Derfor er det rimeligt, at vi alle er med i Kampen og gør en Indsats. Kun den slappe Del af Ungdommen holder sig tilbage, og kun de dovne vil ikke være med til at skabe et Samfund, som vil være en lykkelig og fri Ramme om vore Børns fremtidige Liv. Alle Mænd i Alderen fra 17 til 40 Aar kan være med i Opgøret. Ogsaa Danske kan melde sig, og Betingelserne er i hvert Fald bedre end at gaa her som Arbejdsløse. Hver Mand faar en daglig Betaling af 2 Kr., hans Hustru modtager 120 Kr. til Husholdningen samt 30 Kr. ekstra for hvert Barn plus Huslejen betalt hver Maaned. Bedre Vilkaar kan man ikke godt forlange.

Side 685

Danske Landsmand! Meld dig til Kamp mod Verdensfjenden. Kæmp for Finlands og Danmarks Sag. Ind i Regiment "Nordland". Frivilligkontorerne giver alle Oplysninger. København: Rosenvængets Allé 32, Ø. Nykøbing F: Voldgade 2. Aarhus: Aaboulevarden 59. Aalborg: Vesterbro 63. Odense: Absalonsgade 21. Kontorerne er aabne Klokken 8 til 18. I de følgende Dage vil flere Kontorer rundt om i Provinsen blive oprettet. Regiment Nordland, København.

De fire københavnske Morgenblade „Berlingske Tidende", „Fædrelandet", „Politiken" og „Socialdemokraten" bragte i Gaar og i ensartet Udstyr en stor Annonce, der opfordrede danske Landsmænd til at melde sig til Kampen mod Verdensfjenden i Regiment „Nordland" for derigennem ogsaa at støtte Nordens Interesser. Men der manglede det femte af vore Morgenblade. „Nationaltidende" havde ikke ønsket Annoncen. Den blev afvist.

Flere danske Kompagnier af Regiment „Nordland" kæmper allerede mod Sovjet. Kaptajnløjtnant i den kongelige danske Livgarde C.F. von Schalburg staar med i Kampen som Stabsofficer i Division „Wiking". Der meldte sig et betydeligt Antal Frivillige paa Kontoret i Rosenvængets Allé i Gaar. Hele Danmark taler i Dag om Regiment Nordland og den store afgørende Kamp mod Verdensfjenden.

Side 686

Den kongelige danske Regering har godkendt Frikorps "Danmark". Frikorps „Danmark" kæmper for et nyt Europa og for Danmarks Sag. Hvervekontoret for Frikorps „Danmark" og „Nordland" meddeler: Oberstløjtnant C. P. Kryssing, Chef for 5. Artilleriafdeling, Holbæk, har med den kongelige danske Regerings Billigelse overtaget Kommandoen over Frikorps „Danmark", om hvis Oprettelse der allerede er udsendt Meddelelse. Stabschef i Frikorps „Danmark" er Kaptajn af Fodfolket, Thor Jørgensen. Frikorps „Danmark" kæmper for et nyt Europa og for Danmarks Sag. Korpset staar under Kommando af danske Befalingsmænd. Til Frikorps „Danmark" kan alle, der har aftjent deres Værnepligt efter 1931, melde sig. Danske Mænd, som opfylder denne Betingelse, opfordres til at melde sig.

Side 687

Ritzaus Bureau meddelte i Gaar: Oberstløjtnant C. P. Kryssing, Chef for 5. Artilleriafdeling, Holbæk, har med den kgl. danske Regerings Billigelse overta-get Kommandoen over Frikorps „Danmark". Stabschef i Frikorps „Danmark" er Kaptajn af Fodfolket Thor Jørgensen. Korpset staar under Kommando af danske Befalingsmænd. Til Frikorps „Danmark" kan alle, der har aftjent deres Værne-pligt efter 1931 melde sig.

Kommandanten for Frikorps "Danmark" om Korpsets Opgaver. Et Opraab fra Oberstløjtnant Kryssing. Kommandanten for Frikorps „Danmark", Oberstløjtnant C. P. Kryssing, har Fredag ud-sendt følgende Opraab:

- "Danske Mænd. Med Regeringens Anerkendelse har jeg faaet overdraget Kommandoen over Frikorps „Danmark". Korpset vil blive sat ind mod den bolschevikiske Verdensfjende, som flere Gange har truet Nordens Sikkerhed og dermed ogsaa vort Fædrelands Frihed og Kultur. Danske Mænd. Jeg opfordrer Jer til at slutte op i Frikorps „Danmark"s Rækker, for at vi kan gøre en samlet Indsats mod Bolschevismen. Danske Soldater, som har aftjent eller aftjener deres Værnepligt, kan uden Hensyn til Vaabenart indrulleres i Korpset. For Danmarks Ære, for vort Lands Frihed og for vort Fædrelands Fremtid slutter vi os sammen i Vaabenbroderskab med de Nationer, der allerede er traadt an til Kamp mod Europas og dermed ogsaa mod vort Lands Fjende."

Frikorps „Danmark" er fuldkommen upolitisk. Det kan derfor heller ikke pointeres kraftigt nok. at Frikorps „Danmark" er et nationalt dansk Korps, dannet af danske Officerer, for hvem Tanken om Danmarks Vaabenære og frie Fremtid gaar forud for alle Dagens Spørgsmaal.

Oberstløjtnant Kryssing om Frikorps "Danmarks" Opgaver. Korpset bliver et særligt Led af den tyske Hær i Kamp mod Bolschevismen. Chefen for Frikorps „Danmark", det Korps af tidligere danske Soldater, der skal dannes for at indgaa i den tyske Hær i Kamp mod Sovjetrusland, gav i Gaar ved et Møde paa Hotel d'Angleterre med Repræsentanter for den københavnske Presse og Provins-bladene nogle Oplysninger om Korpset og dets Opgaver. Ved Mødet bød den tyske Presseattaché, Dr. Meissner, Velkommen, og han indledede Mødet med at oplyse, at han kun kunde sige, at den tyske Rigsregering med særlig Glæde havde modtaget Meddelelsen om Dannelsen af Korpset, og at man opfattede dets Oprettelse som et Bidrag til Kampen mod Bolschevikstyret og til Dannelsen af den europæiske militære Fællesfront mod Rusland.

Jeg er, sagde han, traadt ind i Korpset af Overbevisning og ikke af Overtalelse. Jeg har ikke taget Initiativet til Korpsets Oprettelse, og jeg er ikke og har ikke været Medlem af det danske nationalsocialistiske Parti. Om jeg bliver det senere, ved jeg ikke endnu. Men jeg er Partiet taknemlig for, at det har taget Initiativet til Korpsets Dannelse.

Om Grunden til, at Oberstløjtnanten var gaaet ind i Korpset, der, som han understregede, bliver et særligt Led af den tyske Hær i Kampen mod Bol-schevismen, siger han følgende:

Siden den 9. April 1940 har det været et haardt Job for mig at være dansk Soldat i Danmark. Jeg har mistet enhver Tillid til, at det demokratiske Danmark kan vække Nationen af den Usselhed, der førte til den 9. April. Jeg tror, at danske Soldater ved at gøre en samlet Indsats mod Bolschevismen, vil kunne oprette lidt af den danske Nations Ære, og jeg tror, at vi kun paa den Maade kan blive værdige til at faa vor Frihed igen. Det er den eneste Chance, Regeringen giver os dertil. Saa maa vi iøvrigt overvinde os selv til at iføre os den tyske Hærs Uniformer m. m.

Dr. Meissner vilde gerne afrunde det Billede, Oberstløjtnant Kryssing havde givet af Oberstløjtnantens psykologiske Grundlag for Beslutningen om at indtræde i Frikorpset, og det gjorde Dr. Meissner med en Række Udtalelser om de store Problemer, der ligger for i Spørgsmaalet om den europæiske Nyordning. Ved Opbygningen af det nye Europa tilkom der ogsaa Danmark en vigtig Plads mellem Nationerne, og der tilkom i det hele taget Landet et større Arbejdsfelt. I Sovjetrusland havde man ikke alene tænkt paa og haft Hensigter med Finland. Det var Norden og Atlanterhavet, det drejede sig om for Sovjetledelsens Folk. Dr. Meissner saa i Frikorps „Danmark" et Maal for det nye Danmark og dets Fremtid. Det var betydningsfuldt, at Korpset helt igennem blev dansk, og der vilde fra tysk Side staa stor Respekt for de danske Soldater, der traadte ind i det.

Side 689

Navnet „Danmark" paa Uniformen. Oberstløjtnant Kryssing og Dr. Meissner i Forening svarede derpaa paa en Række Spørgsmaal vedrørende Korpset, der blev stillet dem.

Oberstløjtnanten sagde bl.a., at Korpsets direkte Nytte kun var en Draabe i Havet, men indirekte vilde det gavne Danmark. En Del Spørgsmaal om Korpsets Dannelse og Formering vilde blive afgjort i Berlin ved et Møde, som Oberstløjtnanten skal til en af de første Dage. Dog kunde det oplyses, at Korpsets Medlemmer vilde bære Navnet „Danmark" paa Ærmet, at Kommandoen naturligvis vilde blive dansk, at dets Medlemmer vilde gennemgaa en vis Træning i Tyskland inden Korpset formeres, at de vilde blive udstyret og formeret samt lønnet som de tyske Waffen-SS, og at det af militære Grunde ikke kan siges, hvilket Sted paa Østfronten Korpset vil blive sat ind. Korpset optager Mænd i Alderen 17—35 Aar, der har været Soldat i den danske Hær eller Flaade, ogsaa gifte. Der vil blive sørget for Familien under Tjenesten ved Østfronten. Medlemmerne skal forpligte sig til at tjene mindst 2 Aar.

Oberstløjtnant C. P. Kryssing har Lørdag udsendt følgende Opraab: Befalingsmænd i Danmarks Hær og Flaade. Kampen mod Verdensfjenden er i fuld Gang paa Østfronten. Som Soldater kan vi ikke sidde uvirksomme tilbage, mens andre ofrer Liv og Blod. Ogsaa vi maa slutte op i Korpset mod Bolschevismen. Befalingsmænd. Slut op i Kampen mod vor fælles Fjende og vær med til at sikre Europa og dermed ogsaa vort Fædreland en Fremtid, som giver vore Børn Tryghed og Fred. Med Frikorps „Danmark" træder vort Fædreland an til Kampen paa Østfronten for at yde sit Bidrag til Bevarelse af Civilisation, Kultur og Menneskelykke. Frikorps „Danmark" er ikke alene en Fortsættelse, men ogsaa en Fornyelse af den Tradition, som er Danmarks. Den heroiske Indsats for Folk og Fædreland fra Vikingetiden og fra den Dag, da under Valdemar Sejr i Korstoget mod den asiatiske Fare Dannebrog blev Danmarks Banner og til i Dag, hvor igen et Korstog mod Østens Barbarer er indledet. C. P. Kryssing, Oberstløjtnant, Kommandør for Frikorps „Danmark".

Danske Mænd. Med Regeringens Anerkendelse har jeg faaet overdraget Kommandoen over Frikorps „Danmark". Korpset vil blive sat ind mod den bolschevikiske Verdensfjende, som flere Gange har truet Nordens Sikkerhed og dermed ogsaa vort Fædrelands Frihed og Kultur. Danske Mænd. Jeg opfordrer Jer til at slutte op i Frikorps „Danmark"s Rækker, for at vi kan gøre en samlet Indsats mod Bolschevismen. Danske Soldater, som har aftjent eller aftjener deres Værnepligt, kan uden Hensyn til Vaabenart indrulleres i Korpset. For Danmarks Ære, for vort Folks Frihed og vort Fædrelands Fremtid slutter vi -

Side 690

- os sammen i Vaabenbroderskab med de Nationer, der allerede er traadt an til Kamp mod Europas og dermed ogsaa vort Lands Fjende. C. P. Kryssing, Oberstløjtnant, Kommandant for Frikorps „Danmark". Hvervekontorer over hele Landet. Hovedkontor, Rosenvængets Allé 32, København Ø. Kontoret er aabent i Dag Søndag.

Aide-Memoire.

Die dänische Regierung ist bereit, denjenigen dänischen Militärpersonen, welche dies wünschen sollten, freizustellen, sich beim Freikorps „Danemark" zu melden. Was die aus dem aktiven Militärdienst entlassenen Wehrpflichtigen anbelangt, so können sich dieselben ohne besondere Genehmigung bei dem Korps zur Musterung melden. Falls die Betreffenden angenommen werden, haben sie durch ihre Militär-Unterabteilung die Genehmigung zur Reise nach dem Ausland zu beantragen. Eine solche Reise-Erlaubnis wird erteilt werden. Was Offiziere, Unteroffiziere und denselben Gleichgestellte aus der Linie oder aus der Reserve (Verstärkung) anbelangt, so werden derartige Personen in dem Umfange, wie es der Dienst gestattet, freigestellt werden. Die Betreffenden mussen durch ihre Abteilung ein Gesuch einreichen, um die Genehmigung zu erhalten, ausser Nummer zu treten und um die Ausreiseerlaubnis nach dem Ausland zu erhalten. „Ausser Nummer treten" bedeutet, dass die Betreffenden innerhalb der dänischen Wehrmacht stehen bleiben, jedoch nicht Diensttuende sind und kein Gehalt beziehen. Wenn die Dienstzeit im Freikorps vorüber ist, treten sie ihre fruhere Stellungen innerhalb der dänischen Wehrmacht wieder an und der Dienst im Freikorps wird ihnen somit hinsichtlich ihrer Stellung nicht zum Schaden sein. In dieser Verbindung glaubt man die Aufmerksamkeit darauf hinlenken zu mussen, dass Offiziere und Unteroffiziere, die ausser Nummer getreten sind, weiter dem dänischen militärischen Strafgesetz unterstehen, sowie den Dienstbestimmungen, die vom Strafgesetz (§ 63) umfasst werden. Besonders sei erwähnt, dass sie weiter ihren dänischen Oberen- und Vorgesetzten gegenüber Respektpflicht haben und in einer Offizieren würdigen Art und Weise aufzutreten haben.

Das Heer verfügt zur Zeit — neben der Mannschaft der königlichen Leib-garde — über etwa 3300 dienstleistende Wehrpflichtige (Kornetts, Korporäle, Unterkorporäle und Gemeine). Hiervon sind etwa 1100 Rekruten im Mai ds. Js. einberufen worden, eine Wachtstärke von 1100 Mann ist seit November 1940 ausgebildet und 1100 Mann sind als Hilfsmannschaft wiedereinberufen worden.

Aus Rücksicht sowohl auf die Ausbildung als auch die Ausübung des Dienstes bei Depots und Magazinen wäre es nach Ansicht der dänischen Militärbehörden nicht glücklich, diese Stärke der Mannschaft zu verringern, die gegebenenfalls durch Einberufung anderer Wehrpflichtige ergänzt werden moge. Die obenerwähnte dienstleistende Stärke soll daher nach Ansicht der dänischen Militärbehorden ausgenommen werden. Diese Begrenzung dürfte von keiner grosseren praktischen Bedeutung sein, angesichts dessen, dass die einberufene Stärke nur einen ganz geringen Teil der militärisch ausgebildeten Mannschaft ausmacht.

Die dånische Regierung wird veranlassen, dass den betreffenden militä-rischen Behörden eine Mitteilung in Ûbereinstimmung mit dem vorstehenden zugeht, sowie die Anweisung, das Eintreten in das Freikorps nicht zu er-schweren.

Kopenhagen, den 7. Juli 1941.

Jvf. foranstående Aide-Memoire fra Udenrigsministeriet.

Frikorps „Danmark" er et upolitisk dansk Korps, ført af danske Befalings-mænd og oprettet med den danske Regerings Billigelse. Korpset optager alle vaabenføre og vaabenøvede Mænd uden Hensyn til Anskuelse eller Partifarve.

I Erklæringen af 26. Juni har den danske Regering givet Udtryk for Danmarks Stilling til Krigen i Øst. Det hedder deri:

„Det er en fælles europæisk Interesse i dette Opgør, hvis Resultat paa afgørende Maade vil bidrage til at bevare Europas Lande for indre Sam-fundsopløsning". Erklæringen giver Udtryk for, at det bolschevikiske Rusland er Danmarks Fjende.

For alle klartseende Danske er dette ikke noget nyt. Professor Gudmund Hatt og andre har i Skrift og Tale paavist, at den bolschevikiske Ekspansion i Østersøen tager Sigte paa de danske Bælter og Sunde, og at Storbritannien ikke vil være i Stand til at forhindre det. Bolschevismen er en dødelig Fare for Danmark. Vinterkrigen i Finland og Besættelsen af de baltiske Stater fortæller os om vor Skæbne, hvis Bolschevismen ikke bliver slaaet ned. Vi kan ikke være bekendt at lade andre kæmpe og bløde for en Sag, som ogsaa er vor, mens vi sidder hjemme og ser daadløst til. Hvis vi gør det, svigter vi vor Fortids stolte Traditioner.

Derfor er Frikorps „Danmark" oprettet, saa at enhver dansk vaabenfør og vaabenøvet Mand kan faa Lov til at gøre sin Indsats i Overensstemmelse med Regeringserklæringens Aand.

Enhver dansk Mand skal vide, at han ved at gøre sin Indsats er med til at hævde Danmarks Ære. Ligegyldig, hvad Indstilling vi ellers har, ønsker vi alle sammen, at Bolschevismen og dens Trusel mod Norden maa blive knust. Som Mænd maa vi tage Konsekvensen af dette Ønske og gribe aktivt ind i Kampen.

Vi har alle sammen dyb Sympati for Finlands Kamp for en tryggere Fremtid. Vi ved, at Finlands Kamp er Nordens og Danmarks Kamp. Hvor end Frikorpset bliver sat ind, vil det støtte Finland — og støtte det langt mere, end Penge og Materiel kan gøre det: med den trygge Vished, at de nordiske Brødre ogsaa sætter Livet ind for den fælles Fremtid, og at det nordiske Fosterbroderskab var mere end en smuk Frase.

Det er rigtigt, at Frikorps „Danmark" ikke vil være afgørende for Krigens Udfald. Men dets symbolske og moralske Indsats vil være af meget stor Rækkevidde. Frankrig, Norge, Holland, Spanien og Kroatien opstiller ogsaa Frikorps. Frontsoldaterne kæmper med Bevidstheden om, at hele Europa er med dem,.

Krigen mod Bolschevismen er et Korstog. Europas Korstog mod Gudløs-hedens Fædreland, mod den moderne asiatiske Fare, hvis knugende Tryk vi alle har følt siden Vinteren 39—40.

Jeg opfordrer alle vaabenføre danske Mænd til at være med i dette Korstog. Frikorpset kommer til at rumme Danmarks bedste Ungdom — slut op om Frikorps „Danmark" og vær med til paa Slagmarkerne at sikre vort Lands Fremtid, saa at vi kan give et frit og stolt Danmark i Arv til de kommende Slægter.

Vi Danske har et Sind, som rækker langt, naar det gælder om at vise Taalmodighed, og vi tager mange alvorlige Tilskikkelser med det sunde Humør, som altid har kendetegnet vort Folk, men naar Ransmænd forsøger at trænge ind, saa hæver vi vor Haand til Slag.

Bolschevikerne har gennem mange Aar truet vore Naboer, baade Finland og Tyskland, og stod nu parate til at foretage et nyt røverisk Overfald, og dermed blev -

Side 692

- ogsaa vort Fædrelands Sikkerhed og Frihed truet. Derfor gaar Frikorps „Danmark" til Kamp mod Verdensfjenden i Forvisning om, at — der gives Værdier i Verden, som er værd at slaas for, og for hvis fortsatte Bevarelse vi gerne ofrer Liv og Blod.

Det gælder nu: Vort Folks Frihed — vort Fædrelands Fremtid — ja, det gælder vort gamle Danmarks Ære.

For mere end syv Hundrede Aar siden fik vi vort Korsbanner, det Flag som i Dag er mit og dit, skænket af en usynlig Haand, da vi ligesom nu var i Kamp med Barbarer, som truede Sikkerheden. Og nu som dengang drager vi danske Mænd paa Korstog mod Øst, fordi vi ikke under nogen Form vil tillade, at Bolschevikerne faar Lov til at ødelægge den Kultur, som skal være Grundlag for vore Børns Eksistens og Fremtid.

Jeg opfordrer derfor atter alle danske Soldater, saavel Befalingsmænd som Menige, til at melde sig til Frikorps „Danmark", saa vi kan staa sammen i en fælles Gerning og gennem den sikre vort Fædreland den Plads, som tilkommer det i det europæiske Genopbygningsarbejde.

Frikorps „Danmark" er en helt igennem dansk Militærformation. Dannebrog vil vaje over os paa vort Opholdssted. Der vil blive kommanderet paa Dansk. Alle Frikorpsets Medlemmer bliver forsynet med et Armbind, paa hvilket der staar Ordet „Danmark".

Frikorpset er saaledes Hundrede Procent dansk, og som dansk vil det forsøge at gøre en Indsats som et Led i Vaaben-SS, hvor det saa end bliver sat ind paa Østfronten i Kampen mod Bolschevikerne.

Vi skal bruge mange Mænd. Ingen behøver at holde sig tilbage, og rundt om paa Hvervekontorer kan enhver, der maatte ønske det, faa nøjagtige Oplysninger om de Vilkaar, der bydes den danske Soldat i Frikorps „Danmark".

Jeg skal her kortelig nævne, at en gift Soldat faar følgende kontante Midler stillet til Raadighed. Hver Maaned udbetales der hans Kone 120 Kroner samt 30 Kroner for hvert Barn under 16 Aar. For de københavnske Kommuners Vedkommende kommer der hertil et Dyrtidstillæg paa 20 Kroner. Endvidere betales efter nærmere Betingelser: Husleje, Skat m.m., saaledes at Soldaten i Felten ikke behøver at gøre sig Tanker om sin Families Underhold og Sikkerhed, mens han er borte. Ingen Hustru vil være i Trang, og ingen Børn vil lide Nød i den Tid, deres Far er borte. Der vil blive sørget for, at hvert eneste Hjem opretholdes og staar parat til engang at modtage den hjemvendte Soldat.

Mange holder sig maaske tilbage af Frygt for, at Hjemmet bliver slaaet i Stykker økonomisk, hvis Manden drager i Felten. Men De vil af det, jeg har sagt her, forstaa, at om noget saadant bliver der ikke Tale. Henvend Dem til Hvervekontoret i Deres By og bed om at faa alle Oplysninger. Det vil da staa Dem klart, at De roligt kan overlade Deres Hjem og Familie til de Myndigheder, der har paataget sig Omsorg og Ansvar for dem.

For Soldaten i Felten og for Hjemmefronten er der sørget paa fuldt forsvarlig Maade. Derfor kan jeg trygt opfordre mine Landsmænd til at melde sig til Frikorps „Danmark", for dér at gøre den Indsats, som har været Mandens lige siden Verdens allerførste Dage, den Indsats, som hedder: Værn af Hjem, Kvinde og Barn samt af Fædrelandets Jord. Ogsaa Danmark har ladet sin Stemme høre i det store Opgør, hvis endelige Maal er Kommunismens totale Udslettelse. Vi kender vore Evners Begrænsning, og vi véd, at den Indsats, vi yder, vel ikke direkte betyder saa meget, men det er heller ikke det afgørende. Værdien for os ligger i, at vi som Nation og som et frit Folk har sluttet os sammen i Vaabenbroderskab med de Nationer, der er traadt an til Kampen mod Europas og dermed ogsaa mod vort Lands Fjende. Det er Viljen til Livet, der kendetegner et Folk og bærer det gennem alle Vanskeligheder — for evigt sande er de Ord i Sangen, som lyder: „Vi véd: et Fjeld kan sprænges, og tvinges kan en Elv, men aldrig kan det Folk forgaa, som ikke vil det selv."

Vi vil ikke forgaa, hverken som Folk eller Nation. Vi vil leve vort frie nordiske Liv i Enighed og fælles Fred med vore Naboer, men denne Fred kan ikke opretholdes, naar vore Naboer hver Dag møder den knyttede bolschevikiske Haand, og naar hver Time er en Trusel paa Livet. Saa maa Fredsforstyrreren engang for alle bringes til -

Side 693

- Tavshed, og det er det, som nu er ved at fuldbyrdes. Vi hjælper vor stærke Nabo mod Syd. Han har med Tak modtaget vort danske Tilbud om et Frikorps, formeret af danske Mænd fra Hær og Flaade. Med Frikorpset „Danmark" har vi stillet de største Krav, Fædrelandet kan stille sine Sønner, men for dette Fædreland, vore Forfædres gamle Danmark, ofrer vi os gerne, blot det kan leve videre, naar vi er døde. Danske Mænd! Danske Soldater! Meld jer til Frikorps „Danmark". Vær med i Kampen for vort Fædrelands Fremtid og vær med til at sikre Roen i Europa. Vær med i Geleddet. Slut op i Rækkerne! Med Frikorps „Danmark" marcherer vi Fremtiden i Møde i en urokkelig Tro paa vort Fædrelands evige Bestaaen. Mottoet for Frikorpset er: „For Danmark".

I Tilfælde af andet Ønske kan Overførsel ske til Regiment „Nordland", eller Hjemsendelse finde Sted. Hovedkontoret for Frikorps „Danmark" anmoder Onsdag Ritzaus Bureau om at meddele følgende: Tilmelding til Korpset kan ikke ske for bestemte Tidsrum, men gælder indtil Kampen mod Bolschevismen er ført til Ende. Medlemmer af Frikorps „Danmark" kan derpaa, saafremt de ønsker det, overføres til Regiment „Nordland". I modsat Fald hjemsendes de til Danmark.

Af et Foredrag, som en Rejsesekretær Jobs. Haavard har holdt paa et Hver-vemøde for Frikorps „Danmark" og Regiment „Nordland", bringer „Holstebro Dagblad" et udførligt og, som det synes, omhyggeligt Referat:

- Men hvornaar trækkes Besættelsestropperne tilbage? Naar Krigen er forbi? Nej, ikke før Ungdommen har meldt sig frivilligt og taget sin Tjeneste. For hver Bataillon af Regiment „Nordland" eller Frikorps „Danmark", der vender tilbage, rejser et Regiment af Besættelsestropperne, og naar der er rejst en Hær herhjemme, drager de sidste Besættelsestropper af.

Hr. Haavards Iver for sin Sag maa være løbet af med ham. Men en saadan Forløbelse bør ikke lades upaatalt i Tider, hvor Klarhed og Vederhæftighed mere end nogensinde maa kræves af dem, der træder offentligt frem.

Første Kontigent af Frikorps "Danmark" rejst til Tyskland.

Med den Styrke, der var afgaaet forinden, er der nu en Bataillon. Den første samlede større Styrke af Frivillige, der har meldt sig til Frikorps „Danmark", rejste i Gaar til Tyskland, hvor Korp-sets Uddannelse vil blive paabegyndt.

Inden Afrejsen fra Hellerup Banegaard samledes Korpsets Medlemmer i Ingeniør-kasernen, hvor dets Chef, Oberstløjtnant Kryssing, talte til de Frivillige i Overværelse af en Række Repræsentanter for danske og tyske Myndigheder. -

Side 694

- Krigsministeriet var repræsenteret ved Oberst Utke Ramsing og Udenrigsministeriet ved Kontorchef Mørch. Mellem Tyskerne var den stedfor-trædende Befuldmægtigede for det tyske Rige, Gesandt von Kotze, Oberst-løjtnant, Greve von Brandenstein-Zeppelin, Oberstløjtnant Meyer, SS-Overfører, Regeringsvicepræsident Kanstein, Marineattaché, Kommandør Henning.

Oberstløjtnant Kryssing bragte alle en Tak for deres Tilslutning til Korpset, og han takkede den danske Regering for Anerkendelsen af Frikorpset. Han rettede ogsaa en Tak til Tyskland, fordi det uden Tysklands Tilladelse ikke vilde have været muligt at komme i Kampen mod Bolschevismen.

- "Tak, fordi vi maa medføre Dannebrog og bruge dansk Kommondosprog. Vor Opgave er at kæmpe for det nye Danmark og Danmarks Sag mod Kommunismen. Vi vil ikke være bekendt, at den danske Nation sidder hjemme og kun ser raadløst til, mens iøvrigt hele Europa kæmper for en Sag, der ogsaa er vor. Derfor drager vi ud. Med Styrken her, og den, vi allerede har sendt af Sted, er vi i Dag en Bataillon og om kort Tid et Regiment. Til Slut en Tak til alle, der her er mødt."

Fra Kasernen drog Korpset med et tysk Musikkorps i Spidsen til Hellerup Station, hvor der var samlet en mægtig Menneskemængde. Mange flere end der var Plads til paa Perronerne og indenfor Stationens Enemærker i det hele taget. Musikkorpset spillede en Række nordiske og tyske Sange, og inden Toget gled ud, sluttedes der med Kong Kristian og de to tyske Nationalsange. De Frivillige bar hver et lille Dannebrog og et lille Hagekorsflag, og alle havde Blom-sterbuketter med. De blev hilst med levende Bifald og med Sang, da Toget satte sig i Gang.

8

 Fhv. udenrigsminister P. Munchs efterladte papirer

Side 2

Side 3

Side 4

Dagbøger og erindringer.   12 pakker.

Vigtige breve og optegnelser.   2

Breve 1890-1947 og udaterede.   41

Sager vedr. Danmarks Besættelse 9. april 1940.   1

Sager vedr. Folkeforbundet.   16

Sager vedr. Den interparlamentariske Union.   2

Udenrigspolitiske sager 1902-46.   12

Handelspolitiske sager 1925-40.   15

Forsvarspolitiske sager 1903-40.   9

Indenrigspolitiske sager 1908-47.   12

Sager vedr. Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi.   4

Sager vedr. Rask - Ørstedfondet 1917-44.   1

Sager vedr. Det radikale Venstre 1903-47.   8

Sager vedr. „Det nye Aarhundrede".   2

Sager vedr. Sønderjylland 1879-1946.   2

Notater og udkast.   10

Lommebøger 1916-46.   3

Manuskripter, samt 1 pk. fotografier.   17

Sager vedr. Studenterforeningen 1889-1920.   3

Sager vedr. dr. Munchs historiske forfatterskab.   1

Sager vedr. dr. Munchs foredragsvirksomhed.   1

Sager vedr. dr. Munchs undervisningsvirksomhed.   1

Sager vedr. den internationale fredsbevægelse.   1

Sager vedr. internationale kongresser.   1

Udenlandske valgplakater og valgbrochurer.   1

Diverse sager 1883-1947.   7

Side 5

Side 6

Jeg havde nu lavet en Fremstilling af Begivenhederne den 4.- 9. April. Denne oplæste jeg i Ministeriet, og hvert af Partierne fik et Eksemplar, samtidig oplæste jeg de forskellige Indberetninger. Jeg har selv lavet en lidt udførligere Fremstilling -

* 1) I aktpakken "Sager vedrørende Danmarks besættelse den 9. april 1940" findes forskellige fremstillinger angående begivenhederne omkring den 9. april. De har en lidt afvigende udformning, men indeholder intet væsentligt nyt med undtagelse af en fremstilling dateret den 2. maj 1940, der synes delvis at have dannet forlæg for den beretning, der er nedskrevet den 6.-11. oktober 1943, hvoraf flere uddrag citeres i det efterfølgende. Det kan ikke med sikkerhed afgøres, om det er fremstillingen af 2. maj 1940, der hentydes til.

- med Oplysning om Kongens og Kronprinsens Udtalelser og lignende, men jeg mente ikke, at det tilkom mig at fremlægge disse for Ministeriet. Efter Oplæsningen sagde Hasle, at det ikke var rigtigt, at han og Halfdan Henriksen havde undladt at stille Krav om Indkaldelser i Mødet Mandag Aften. Buhl, Alsing Andersen sagde som jeg, at vi intetsomhelst havde hørt om saadant Krav. Hasle sagde videre, at han vilde vise mig de to's Optegnelser, men han kom aldrig tilbage dertil. Krag sagde rent ud, at han efter at have hørt den tyske Gesandts Udtalelse havde fraraadet Indkaldelser.

Side 7

Side 8

Side 9

Side 10

Side 11

Side 12

Side 13

Side 14

Side 15

København, den 23. april 1959

Svend Aakjær, formand.   A. Lorenzen   V. Sjøqvist, tilforordnet   H. Øllgaard

9
Myte eller realitet - en lektor på afveje

Citat:

Jens Kolmos´artikel slut.

10

11

Side 179

2. Kaj Munks død. (Afsnit 2 gengives ikke her)

Side 180

Side 181

* 1) Himmlers datokalender, som ikke er ført med hans egen hånd, viser, at han ikke har været på Hovedkvarter Wevelsburg 17. marts og at der er sendt bud efter et par specialister i nordiske forhold. Kalenderen befinder sig i det amerikanske Nationalarkiv i Washington, hvor jeg selv har haft adgang til at se den. Jon Galster.

Side 182

Med venlig hilsen C. Teisen"

(Citat slut)

a) Carl Popp-Madsen, dr. jur. ekspeditionssekretær i Justitsministeriet 1939-45; medstifter af Schalburgkorpset, dømt 1947 ved Højesteret til 12 års fængsel, benådet og løsladt jvf. loven af 1950.

Forlydender, sladder, trediehånds-beretninger er uden værdi når det gælder kildekritik med henblik på kildens faktuelle udspring

Side 185

Citat:

"1. Brev fra Hofjægermester Jørgen Sehested. 14-10-1973   (* a)

I 1957 lånte hr. Ebbe Munch 3 af de forseglede pakker. De blev senere leve-ret tilbage og atter forseglet. (* b)

* 1) 1990 lykkedes det mig at få adgang til P. Munchs papirer. Det viste sig da, at nu var der kun to pakker, endda uforseglede. Og mens der ifølge udvalgets beretning kun manglede årgangene 1935-40 plus 100 dage af 1940, så manglede nu alt fra 1919 op til 7. juni 1940. Det er ikke lykkedes at opklare, hvem der har været på spil. Endnu. Jon Galster. " Citat slut.

a) Lensgreve Jørgen Sehested, Broholm - tiltalt for forsøg på omstyrtelse af den danske regering med tysk hjælp - blev i juni 1948 idømt 8 års fængsel og fortabelse af halvdelen af sin formue.

b) Se det pågældende afsnit foran i "Beretning til statsministeren".

Side 1

3. august 1990

NOTAT af arkivar Erik Gøbel

TIL:   Vagn Dybdahl + MHG + PO

ANG:   P. Munchs privatarkiv i Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet m.v.

KBs håndskriftafdeling (ved Carl Erik Bay og Svend Gissel) har derpå med-delt følgende.

Hverken i KBs eksterne eller interne kataloger er noteret noget om, at man opbevarer noget af PMs privatarkiv.

Ikke desto mindre viser det sig ved mit fremprovokerede nærmere eftersyn, at der i fjernmagasin i Vasbygade henstår skønsmæssigt 30 hyldemeter af privatarkivet. Den ene halvdel består af tryksager, den anden halvdel af arkivalier i æsker af Rigsarkivets model; disse sidste er påsat blå skilte med teksten "Kassation".

Jeg gætter på, at der er tale om materiale, som er udskilt med henblik på kassation ved et af de ordningsarbejder, privatarkivet har været underkastet siden 1950'erne. - Der kunne således meget vel være tale om det materiale, som nævnes i Niels Petersens 4-siders notat "Bemærkninger vedrørende den påbegyndte ordning af P. Munch's privatarkiv" af 30.10. 1958, (som findes i 4. afdelings sag j. nr. M 43). -

Side 2

- Hermed er der åbnet mulighed for at konstatere, hvad der er tænkt kasseret i privatarkivet efter dettes aflevering.

I "Beretning til statsministeren fra udvalget til gennemgang af ... P. Munchs efterladte l Rigsarkivet opbevarede papirer" af 18.04.1959 nævnes følgende på side 2 (l Arkivvæsenets arkiv pakke 704; desuden findes trykt udgave fra 1959):

"Efter dr. Munchs død 12. Januar 1948 havde daværende rigsarkivar Axel Llnvald den 25. februar s. å. lejlighed til i dr. Munchs hjem og i overværelse af hr. Ebbe Munch og højesteretsdommer Jesper Simonsen at gennemgå, ordne og summarisk registrere samlingen af erindringer og dagbøger, l alt 12 pakker. Disse blev samme dag forseglet og derefter afgivet til Rigsarkivet. Nogle dage senere blev den øvrige del af papirerne afleveret. I Rigsarkivet lå dr. Munchs papirer i den tilstand, hvori de befandt sig ved afleveringen, indtil efteråret 1956, da en nyordning blev indledet ... I 1957 lånte hr. Ebbe Munch 3 af de forseglede pakker. De blev senere leveret tilbage og atter forseglet."

Om dagbøgerne for perioden 1919-1940 i sin tid overhovedet er blevet afleveret, kan ikke vides på grundlag af 4. afdelings sag (J.nr. M 43):

I sin "Tilføjelse til Testamente" af 07.12.1945 nævner PM ikke noget om, at der skulle være et hul i dagbogsrækken.

l den overenskomst, som blev indgået i marts 1965 mellem Ebbe Munch, DNH, KB og RA, lyder § 4 som følger: -

Side 3

- "Med hensyn til ordningen af papirerne må Rigsarkivets principper for registrering og arkivering være afgørende. Ebbe Munch er enig i, at der, når de private papirer <i.e. privat korrespondance> er udskilt, ikke må kasseres noget af det øvrige materiale. Ebbe Munch har i overensstemmelse med P. Munchs "Tilføjelse til Testamente" ret til, når arkivet er ordnet og registreret, at låne materialet til benyttelse også uden for Det Kongelige Bibliotek, idet han dog i så fald må garantere, at materialet opbevares i brandsikker boks."

Ved tilbageførslen af privatarkivet til Rigsarkivet i 1975 indgik EM, KB og RA en ny aftale. Heri lyder den tilsvarende § 2 imidlertid som følger:

"Ebbe Munch skal fortsat, sålænge han lever, have fri og uhindret adgang til benyttelse af samtlige papirer og til at arbejde med disse på Rigsarkivet, medens han fremtidig ikke skal kunne bringe dem ud af huset, være sig til eget brug, til udlån til andre eller med andet formål."

En passus man næppe ville have sørget for at få med, hvis ikke der har været særlig grund dertil.

Ud fra Rigsarkivets ind- og udlånsjournal samt udlånsbog (i arkivvæsenets arkiv) kan ses, at Ebbe Munch fra 1948 til 1961, i hvert fald i forbindelse med regulære lånesager, er noteret for følgende lån fra de forseglede pakker.

Side 4

344/1958: "32 hft. udtaget af fors. pakker nr. l og 2, jfr. indlagte fortegnelse"

509/1958: "Tidl. forseglet pk. nr. 12"

385/1958: "Tidl. fors. pk. nr. 3a-d og 4a-c" ( = 7 pk.)

19/1959:   "Fors. pk. nr. 9"

127/1959: "Tidl. fors. pk. nr. 2b og nr. 8"

193/1959: "Tidl. fors. pk. nr. 5a-b" ( = 2 pk.)

464/1959: "Fors. pk. 6a-b, 7a-b, 8, 9, lOa-b og 11" ( = 9 pk.)

Der er tilsyneladende tale om, at EM efterhånden har hjemlånt alle de for-seglede pakker.

I udlånsjournalen under nr. 69/1960 19.01.1960 findes følgende indførsel:

" Rigsarkivet anmoder cand.polit. Ebbe Munch om bekræftelse af, at han er i besiddelse af de under <diverse datoer i 1958 og 1959 opregnes> til ham udlånte arkivalier". Og 05.02.1960 noteres: "Rigsarkivet anmoder atter om bekræftelse". - Det ses ikke, at en sådan bekræftelse nogen sinde er modtaget.

Ved nr. 203/1961 slutter fremvisningen i udlånsjournalen.

Kun på sidstnævnte lånejournalsag ligger der noget, nemlig een seddel med teksten: "Cand.polit. Ebbe Munchs lånejournalsager /60 og 203/1961 er anbragt i pk.: "1948-61 Ang. P. Munchs papirer", som befinder sig i rigsarkivarens kontor".

Der er tale om pk. 705 i arkivvæsenets arkiv: Ang. P. Munchs papirer 1948-1961. I denne findes dog ingen af lånesagerne.

Derimod indeholder pakken en fortegnelse over de 12 forseglede pakker. Se vedlagte kopi. Fortegnelsen er udateret, men efter skrivemaskinen at dømme fra perioden kort efter 1948. - Desuden findes en særlig udspecificeret registratur over pk. 1-2.

Side 5

Ydermere ligger der Axel Linvalds notat af 25.02.1948, som ganske klart forudser de mange problemer, der med tiden opstod mellem EM og Rigsarkivet.

I samme pakke, i udskrift af dombogen for Vestre Landsret 03.01.1956, findes også citeret højesteretssagfører Jesper Simonsens erklæring af 09.11.-1955; han var åbenbart familien Munchs advokat:

"Mig bekendt førte Dr. Munch ikke dagbog med opnotering af, hvad der pas-serede dag for dag. De efterladte papirer er i væsentligt omfang <en> omfat-tende materialesamling til senere bearbejdelse af historiske emner og perioder. De er deponerede, som de forefandtes, uden registrering af de enkelte bestanddele i pakkerne. Der er ingen særskilt registrering af optegnelser, som forekommer af materialet. Dr. Munch havde udarbejdet historisk beskrivelse af begivenheder under hans deltagelse i det politiske liv, men arbejdet hermed blev afbrudt ved hans død, og jeg ved ikke, om han var nået til året 1940. Beskrivelserne hører også til det deponerede."

Rigsarkivarens <ikke afsendte?> brev af 23.11.1955 til Justitsministeriet i for-bindelse med Galster-sagen, fortjener at blive delvis citeret:

"Jeg har indtrykket af, at man i almindelighed forestiller sig, at P. Munch har efterladt sig "dagbøger", ført nogenlunde regelmæssigt fra dag til dag. Selv-følgelig kan jeg ikke afvise muligheden af, at der for større eller mindre tidsrum foreligger sådanne "dagbøger". Af alt hvad jeg har set og hørt ved besøget i dr. Munchs hjem og senere, er det dog mit indtryk, at de forseglede pakker så langt overvejende indeholder hæfter med fremstillinger, mere eller mindre udarbejdet, men dog fortløbende, ikke knyttet til bestemte dage, men samlede om de større begivenheder og vigtigere forhold.

Side 6

Mit kendskab til indholdet begrænser sig til, hvad jeg har kunnet slutte af den foreliggende summariske fortegnelse, og hvad Jeg har iagttaget ved forseglingen af pakkerne, som fandt sted i min nærværelse."

l pakke 705 findes også skrivelse af 08.05.1959 fra Kåre Olsen (KB) til rigs-arkivaren. Heri siges blandt andet, at KB har "indvilliget i - efter indtrængende anmodning af hr. cand. polit. Ebbe Munch - at modtage til opbevaring og eks-pedition til hans medarbejdere hans faders, dr. phil. P. Munchs dagbøger. Foreløbig har biblioteket modtaget hæfterne 1-3 og 8-23 ... Biblioteket er kun ugerne gået med til dette arrangement, men da valget stod imellem, at hr. Ebbe Munch enten beholdt dagbøgerne hjemme hos sig selv eller fik dem opbevaret her, anså man det for hensigtsmæssigst at imødekomme hr. Ebbe Munchs anmodning ... Det allerede modtagne er således ikke indført i håndskriftafdelingens accessionsprotokol, ligesålidt som det, der senere måtte blive indleveret, vil blive det. Det behandles på enhver måde som ethvert andet lån fra Rigsarkivet".

Seneste interessante dokument i pakken er Svend Aakjærs brev af 13.01. 1960 til Lis Jacobsen (DNH). Dette lyder:

"Efter en samtale, Jeg havde forleden med cand.polit. Ebbe Munch, anser Jeg det for nødvendigt at gøre Dem opmærksom på, at den erklæring af februar 1948 af Axel Linvald, som De i sin tid har modtaget en afskrift af, på væsentlige punkter imødegås af Ebbe Munch. Denne fastholder nemlig, at Rigsarkivet senere har modtaget det meste af det, som Linvald opfører som ikke-afleveret. Personligt har Jeg ikke haft lejlighed til at bese det tilbageblevne på Østre Allé". Jeg er ikke stødt på Linvalds omtale af ikke-afleveret materiale.

Side 7

Et eftersyn i selve P. Munchs privatarkiv pk. 146, Dagbøger 1913ff I-XII, i Rigs-arkivets magasin viser endelig, at dagbøgerne er ført i 12 små stilehæfter. Af disse er de elleve første skrevet helt ud fra første til sidste side; det tolvte er derimod kun beskrevet l starten, medens den resterende hovedpart af dette hæfte er ubeskrevet. Sidste indførsel er fra 1925, hvor indførslerne l øvrigt tynder kraftigt ud inden da. - Materialet ligger endnu i en KBs håndskrift-afdelings karakteristiske kapsler med bibliotekets navn påtrykt.

I næste pakke dagbøger (nr. 175) findes tilsvarende stilehæfter, som begynder med begivenhederne om morgenen den 9. april 1940.

Der er tydeligvis tale om to rækker, idet 1913-1925 er nummereret med romertal, medens rækken 1940ff har fået arabertalsnumre, vist nok allerede af PM selv.

For en ordens skyld skal sluttelig anføres, at de kyndige udgivere af P. Munchs "Erindringer VI 1933-1939" (København 1966) side 5 anfører, "at det ikke er lykkedes udgiverne at finde "dagbogs"optegnelser fra den i dette bind be-handlede periode blandt dr. Munchs efterladte papirer".

Side 8

K o n k l u s i o n

• Egentlige dagbøger for perioden op til 1940 er næppe blevet afleveret, hverken til Det Kongelige Bibliotek eller Rigsarkivet. Ja, de har måske aldrig eksisteret.

• Vi bør nu sørge for, at det materiale, som Det Kongelige Bibliotek ligger inde med fra privatarkivet, bliver overført til Rigsarkivet og opstillet sammen med resten af arkivet. Subsidiært må Det Kongelige Biblioteks materiale gennemgåes og registreres af en af vore folk.

• Der kan utvivlsomt graves dybere i denne spændende sag; men jeg stopper hér indtil videre.

Erik Gøbel

03.08.1990

14

Rigsarkivets brev til Jon Galster

Side 1

Rigsarkivet

07.08.1990

611-957

EG-VD

Jon Galster,

Anemonevej 44,

4470 Svebølle.

Som svar på Deres henvendelse af 27.06.1990 vedrørende P. Munchs dag-bøger kan man meddele, at Rigsarkivet har gennemført en omfattende under-søgelse af forholdene omkring dagbøgerne. Tidsforbruget, der er medgået, har bevirket, at man først nu kan svare som følger.

Tilsyneladende er P. Munchs dagbøger for perioden fra 1925 til 9. april 1940 aldrig blevet afleveret til Rigsarkivet.

I dag findes (i P. Munchs privatarkivs pakke 146) dagbøger 1913-1925 I-XII i tolv små stilehæfter. Af disse er de elleve første skrevet helt ud fra første til sidste side; det tolvte er derimod kun beskrevet i starten, medens den resterende hovedpart af dette hæfte er ubeskrevet. Sidste indførsel er fra 1925, hvor indførslerne i øvrigt tynder kraftigt ud inden da.

I næste pakke dagbøger (nr. 175) findes tilsvarende stilehæfter, som begyn-der med begivenhederne om morgenen den 9. april 1940.

Der er tydeligvis tale om to rækker, idet 1913-1925 er nummereret med romertal, medens rækken 1940ff har fået arabertalsnumre, vist nok allerede af P. Munch selv.

Den ældste registratur, man har fundet, over indholdet af de tolv forseglede arkivpakker indicerer da heller ikke, at der skulle være afleveret dagbøger vedrørende tiden op mod 9. april 1940. Desværre fremgår det ikke, hvornår registraturen er udarbejdet. -

Side 2

- Til Deres orientering vedlægges kopi af den gamle registratur over de forseglede pakker samt den aktuelle registratur over hele P. Munchs privatarkiv.

For en ordens skyld skal lige nævnes, at de særdeles kyndige udgivere af P. Munchs Erindringer VI 1933-1939 (København, 1966) på side 5 anfører, "at det ikke er lykkedes udgiverne at finde "dagbogs"optegnelser fra den i dette bind behandlede periode blandt dr. Munchs efterladte papirer".

For så vidt angår Ebbe Munchs hjemlån af materiale fra faderens privatarkiv, kan man meddele, at det allerede i en tilføjelse af 07.12.1945 til P. Munchs testamente var sat som et vilkår for aflevering af arkivet, at Ebbe Munch skulle have ret til at hjemlåne materiale derfra.

Denne ret benyttede Ebbe Munch sig af i udstrakt grad i 1950'erne.

Hvem af Rigsarkivets personale, der i sin tid har udleveret materiale til Ebbe Munch, som døde i 1976, kan ikke fastslås i dag. Det fremgår imidlertid klart, at de skiftende rigsarkivarer personlig har haft indseende med sagen. Det drejer sig om Axel Linvald (rigsarkivar 1934-1956, død 1965), Svend Aakjær (rigsarkivar 1956-1963, død 1963) og Johan Hvidtfeldt (rigsarkivar 1963-1978, død 1979).

Hvad angår tilgængelighedsfristen, er denne 80 år lige som for de fleste an-dre privatarkivers vedkommende. Så vidt vides har P. Munchs arkiv altid været underkastet den til enhver tid gældende almindelige tilgængelighedsfrist.

Eneste undtagelser i dette privatarkiv vedrører de særlige sager fra Uden-rigsministeriets arkiv og fra Udenrigspolitisk Nævn. Jævnfør den vedlagte regi-stratur. Ganske det samme er tilfældet med tilsvarende materiale i andre privatarkiver. -

Side 3

- Såfremt De måtte ønske yderligere information, er De velkommen til at henvende Dem på ny.

Med venlig hilsen

p. r. v.

Erik Gøbel

arkivar

14

Side 107

Citat:

Side 108

"Den 17. marts 1940 mødtes danske og tyske forhandlere i hemmelighed på badestedet Doberan ved Rostock for der at træffe endelige aftaler om besæt-telsen af Danmark, da Generalstaben (den tyske) overfor Hitler havde erklæret, at det lykkelige udfald af invasion i Norge var betinget af, at Danmark ikke gjorde modstand."

"Hitler sendte derfor sin mest betroede mand, SS-Rigsfører H. Himmler, ledsaget af fire adjudanter, Dr. Brandt, Dr. Grotman, Dr. Riedweg og Dr. Jacob-sen til Doberan for at træffe endelig aftale med den danske udenrigsminister, Dr. P. Munch, den danske gesandt i Berlin, kammerherre Zahle, den danske marineattaché i Berlin Kjølsen, direktøren for krigsministeriet von Stemann, ritmester Lunding fra generalstabens efterretningssektion, samt endnu en eller to herrer. Mødet fandt sted og aftalerne blev truffet om et dansk skinforsvar, for at sikre Danmark mod et omgående bombardement af det engelske luftvåben."

Side109

... på baggrund af, hvad der ovenfor er fremført, vil jeg vove et øje og påstå, at dr. Munch den 8. oktober ikke fortalte sandheden om sin færden i tiden omkring Rostock-mødet godt seks år forinden... At kalde dette for landsfor-ræderi - et møde med Himmler om sønnens løsladelse - fra Munchs side ville være helt ved siden af. Der var nogle kiksere i det danske forsvar selve den 9. april 1940, men set i sammenhæng med hovedlinierne i dansk udenrigs- og forsvarspolitik de sidste år før besættelsen er der ikke meget, der kan overraske omkring Danmarks hurtige given op over for en knusende overmagt. Det er en nærmest absurd tanke, at Munch efter et Rostock-møde skulle have afveget fra eller havde kunnet ændre flere års politik. Rostock-myten kan intet have på sig, men et Rostock-møde med mere privat indhold er mere end sandsynligt.

Side 110

Citat slut.

16

17

klik til Rekyler og Karen Blixens familie

18

klik til Efterpletter 

sagen om Statens Serum Instituts vaccine mod plettyfus

samarbejde med kz-lejren Buchenwald

Kandidat sommeren 1936. Juli 1936 reservelæge i Søværnet. Januar 1937 tur-nus Rigshospitalet afdelingen B og D. Januar 1938 vikar for kandidat samme-steds afdeling D. August-oktober 1938 Ortopædisk Hospital. December 1938 kan-didat Sct. Josephs Hospital ortopædisk afdeling. Juni 1939 Finseninstituttets kirurgiske afdeling. December 1939 - august 1944 reservelæge Søværnet. Juni 1940 - april 1941 fast kandidat Sundby Hospital kirurgisk afdeling. Juni 1940 - april 1941 kandidat Ortopædisk Hospital kirurgisk afdeling. Juli 1941 Ortopædisk Hospital kirurgisk afdeling. December 1941 videnskabelig assistent og prosektor, Københavns Universitets Retsmedicinske institut. December 1941 vikar for reservekirurg, assistent og prosektor samme sted. Medlem af inter-national videnskabelig komite til undersøgelse af Katyn-drabene 1943. April 1944 reservekirurg Militærhospitalet kirurgisk afdeling. Juni 1944 -j uni 1945 første assistent Københavns Kommunehospital kirurgisk poliklinik. Januar 1946 - august 1947 reservekirurg Militærhospitalets kirurgiske afdeling. Fra 1947 praktiserende læge i København.

Vidnet

Hendes far blev også myrdet i Katyn, og hans fornavn var også Ludwig. Navnet Szymanski og navnet Sieminski er to vidt forskellige navne på polsk, men for en ikke-polak er der ikke den store forskel. Det forkerte navn, Sieminski, stammer fra radiointerviewet, hvor Tramsen fejlagtigt siger Sieminski. Siden da har familien Sieminski været overbevist om, at det var deres far, der blev talt om på Radio Free Europe.

På instituttet er man parat til at lave en dna-undersøgelse, hvis de polske myndigheder kræver det, men i første omgang sammenligner man kraniet med gamle familiefotos af Sieminski og Szymanski. Og hos de danske retsme-dicinere er der ingen tvivl: Det er Jerzy Szymanskis far, Ludwig Szymanskis, kranium. Men uden den polske stats accept kan man ikke uden videre udlevere det.

Jeg skulle egentlig have skrevet om fredag aftens underholdning. Men et program fra tidligere på ugen bliver ved at trænge sig på, ’Kraniet fra Katyn’, sendt første gang i søndags. Et mønstereksempel på, hvad tv-dokumentarister stadig kan præstere på deres bedste dage.

De første ofre for massakren i Katyn var 15.000 polske officerer, henrettet ved nakkeskud. Næste offer var sandheden – ville jeg gerne have sagt, for sådan er jo den kliché, vi elsker at bruge om krig og kærlighed. Men Katynhistorien er, ligesom virkeligheden, mere kompliceret. Det første, der derefter skete, var nemlig ikke, at sandheden faldt, men at den kom frem. Det var bare de forkerte, der sagde den. Og derfor sejrede løgnen meget længe. En sær og egenrådig dansker røg med i turbulensen.

 Helge Tramsen var en retsmediciner, som dels var med i modstands-bevægelsen, dels modtog en opfordring fra de nazistiske myndigheder i 1943 til sammen med ti andre læger fra besatte lande plus en tolvte fra Schweiz at obducere og verificere ligene i Katyn-skovene. Alle tretten skrev under på, at de havde set massegraven, at de havde undersøgt tilfældigt udvalgte lig og fundet samme dødsårsag, nakkeskud. Samt at det måtte være sket senest april 1940. Det sidste betød, at det måtte være den sovjetiske besættelsesmagt, der havde udført udåden.

Den kendelse passede jo i nazisternes kram. Og da de som bekendt tabte krigen, blev den officielle historie lavet om til, at massakren på de polske patrioter havde fundet sted senere og var udført af nazisterne. Lægerne, der havde sagt det, som passede nazisterne, og som tilfældigvis var sandt, blev betragtet som landsforrædere. For Helge Tramsen betød det, at han ikke kunne få sit job igen på Retsmedicinsk efter krigen.

Hans egen historie, videregivet af hans nevø i programmet, var, at han havde skåret et hoved af et af ligene i Katyn , stoppet det i sin kuffert og brugt det til at skjule nogle kort af vital betydning for englændernes bombetogter, som han smuglede for modstandsbevægelsen fra Berlin til København – under flyveturen som nazisternes 'æresgæst'. Senere skal han have ’afkogt’ hovedet hjemme i lejligheden på Østerbro. Og taget det frem lejlighedsvis til at chokere medicinske studenter med.

Sikken historie. Sikke liv, den giver glimt af. I al sin snirklede uoverskue-lighed fortæller ’Kraniet fra Katyn’ en hel del mere om verdenshistoriens skæve gang end de friserede og autoriserede beslutninger om, hvordan besættelses-tiden var."

Peter Tramsen er nævnt:

21

- et par kendsgerninger . . .

Nordica, teksthistorie & æstetik, bind 17, år 2000.

Jørgen Hunosøe: - "Om Ole Wivels tidlige digtsamlinger sat i relation til hans selvbiografiske værk".

Stop.

Hvis Jørgen Hunosøe har læst Kai Friis Møllers anmeldelse i Ekstrabladet, 4.1. 1944: - "Man kan undre sig ved at se den udsendte femte digtsamling betegnet som Første Samling", burde Hunosøe have trådt meget varsomt.

Det gør han ikke, uagtet Wivels udsagn til Ekstrabladet 9.12.1943:

Men, nej, Wivel havde sagt til Berlingske Aftenavis, 6.5.1944: - "En digter skal være vederhæftig".

Hunosøe slap katten ud af sækken:

- "Hvordan går det til, at et kritisk, begavet ungt menneske lader sig forføre af en tankegang, der i sit udspring mere eller mindre har bund og grund fælles med nazismen? Det er besvarelsen af dette spørgsmål, der legitimerer beskæftigelsen med de fem digtsamlinger, som Ole Wivel ellers stort set har ønsket slettet af forfatterskabet".

Dermed var bolden på banen: Afsløringen af ’nazidigte’ og en ungdomsklike med Wivel og hans ’nazivenner’.

Ekstrabladet 9. december 2000, blikfang: - "Ole Wivel flirtede med nazismen. Gyldendaldirektøren har forsøgt at skjule sine halvfascistiske ungdomsdigte, mener litterat".

John Chr. Jørgensens artikel, uddrag:

- "Ole Wivel sætter sin officielle debut som digter til 1948, da han udgav 'I Fiskens Tegn'. Litteraturvidenskabsmanden Jørgen Hunosøe afslører nu, at der gik en hel håndfuld digtsamlinger forud for 'debuten', og at de to tidligste, 'Digte' fra 1940 og 'Udvalgte Digte' fra 1942, indeholdt 'en dyrkelse af overmennesket' og 'en førerkult, der minder om fascismen'. Den unge Wivel var kryptofascist, mener Hunosøe, som også påviser, hvordan Wivel i sine erindringer prøver at fortrænge og fornægte sine ungdommelige vildfarelser, ja, at skjule ungdomsdigtenes eksistens. -

- Wivel var ikke den eneste blandt tidens intellektuelle, der flirtede med nazismen. Når Hunosøes afsløring forekommer sensationel, er det, fordi man af Wivels erindringer kunne forledes til at tro, at han trådte frem som digter samtidig med Morten Nielsen og i det hele taget befandt sig i omegnen af de unge modstandsfolk".

Stop.

Wivels erindringer er klar tale. Men hvem er 'man', bortset fra John Chr. Jørgensen?

Politiken 27. juni 2004, blikfang: - "Faldet for Stortyskland. Nu foreligger Hans-aage Bøggilds bog ’Ringen omkring Ole’. Den hjælper til at forstå de tidstypiske nazistiske sværmerier i et københavnsk bohèmemiljø omkring bl.a. Knud W. Jensen og Ole Wivel".

Hans Hertels artikel, samme sted, uddrag:

- 'Gefallen für Grossdeutschland' stod der i et officielt brev fra Berlin, som i 1943 meddelte ægteparret Hedvig og Oluf Høst, at deres søn var faldet på Østfronten. Og faldet for Stortyskland, det var Ole Høst. I flere betydninger. Det samme gjaldt det bohèmemiljø, han udgik fra, og som nu igen er kommet i søgelyset, fordi det også rummede de siden så kendte navne Knud W. Jensen og Ole Wivel.

Ole Høst var den i gruppen, der tog de nazistiske sværmerier mest alvorligt - og den eneste, der døde af det. Men alle faldt de for charmeoffensiven sydfra. Det er emnet for den bornholmske journalist Hansaage Bøggilds bog, der i den sidste uge er blevet forhåndsskrællet af pressen og falbudt i sensationslunser til både det kødædende og det konfektspisende publikum. -

- Men Ole Høsts vigtigste og mest fatale mentor blev den tilrejsende østriger Fritz Waschnitius, der bl.a. levede af at formidle dansk kunst til udlandet. Det gav ham kendte beskyttere og bragte ham ind i det livlige kunstnermiljø i Gudhjem. Waschnitius var særlig glad for unge mænd, som han læste høj-spændte tyske lyrikere og Nietzsches filosofi med. Omkring den charmerende skønånd med den wienerske accent opstod et bohèmemiljø, der blev farvet af helteidealer à la digteren Stefan Georges Männerbund, nazistisk tintet ove-rmenneskefilosofi, førerkult og demokratiskepsis. 'Ringen', som de meget tysk kaldte sig, rummede også Vedbæk-drengene Knud W. Jensen og Ole Wivel og malerspiren Erik Johansen. -

- Især Ole Høst sang med på hans melodi om, at "det europæiske menneske skal frelse verden fra den kommunistiske fare", men også andre i kredsen havde en skrårem af huden. I 1941 tog Ole Høst og Erik Johansen arbejde i en kulmine ved München for sagens skyld. De meldte sig til Waffen-SS.

Erik Johansen slap hjem - han skulle giftes. -

Stop.

Hvorfor slap han hjem? Se senere.

- Historiens skurk er naturligvis Fritz Waschnitius. Men faktisk forholder Bøggild sig lige så kritisk til Ole Wivel. I 1998 tog han Wivel på ordet, da denne i et brev udlagde Ole Høsts tilslutning til Waffen-SS som afsporet idealisme og en ulykkelig tilfældighed. -

- Bøggilds ændrede syn på Wivels udlægning efter afsløringen i 2001, da Wivel angreb en litteraturforsker med en usand pjece"  -

Stop.

Usand pjece? Nonsens. Wivel ytrer sig arrigt i "Den ondskabsfulde Klods-major".

- "som provokerede Jyllands-Posten til at publicere stærkt belastende tekster, et digt og nogle breve, fra 1941-42. -

- Fra Knud W. Jensen kendes ikke så belastende udsagn. Han omtaler ikke kredsens sympatier i sine erindringer, men han vedgik dem: "Det er et mørkt punkt i min fortid, som jeg er meget lidt stolt af, men jeg vil fortælle dig ærligt om det og vise dig de breve, jeg har", sagde han flot, da vi diskuterede det i 1995. Det nåede han nu aldrig før sin død i 2000". -

Stop.

Hvorfor fulgte Hertel ikke sagen op? Et forsinket opstød 9 år senere er ikke relevant. Med mindre Hertel havde tilføjet, om en del af Jensens formue hidrørte fra en værnemagergevinst. Plus ekspansion 1945–51 til købet af Gyldendal i 1952. Dernæst de 10 mio kr. ved salget til Kraft Foods i 1956 for - "ikke at dyste med andelsbevægelsen på den ene side, og en af verdens største fødevare-koncerner på den anden". Et lidt ejendommeligt spark til andels-bevægelsen, som kun havde 1/3 af markedet.

Hertel: - "Det handler også om noget uhyre tidstypisk for 1930'erne og 40'erne: den totalitære fascination, diktaturets fristelse, som den fandtes på både højre og venstre fløj. Bøggild overser en vigtig inspirator for vennekredsen: tyskpro-fessoren Carl Roos, der blev Hitler-beundrer, tog imod Det Tredje Riges medaljer og messede om "det ensomme, høje heltesværd". Roos blev især Wivels mentor, bro til "den store reaktionær" Stefan Georges idé om digternes åndelige førerskab "mod demokrati og materialisme", som Roos sagde. Roos skulle efter planen være den faglige garant, når Ringens Forlag - med officiel adresse i Wivels morfars ejendom Vesterbrogade 9B - skulle sprede tysk højromantisk litteratur. -

- Det begyndte i sværmerisk idealisme og fantasteri, men når fjenden står i landet og man støtter den, så hedder det kulturel kollaboration. Medmindre man foretrækker at henregne det under tåbeparagraffen".

Stop.

Det er under tåbeparagraffen, at Hertel lader hånt om den europæiske påvirk-ning af tysk kultur, især vor egen påvirkning, før nazismen, in casu kolbøtten i 1933. Det er, hvad sagen drejer sig om.

Jyllands-Posten 7.3.2001, blikfang: - Ole Wivel og "den vidunderlige krig''

- "I sin erindringsbog "Romance for Valdhorn" går Ole Wivel som katten om den varme grød, når han fortæller om sine "romantisk-heroiske vildfarelser". Ordene dækker over et levende engagement i fascistiske idealer. "Hvad er for resten nazisme?" spørger Ole Wivel i sit 24 sider lange skrift "En ondskabsfuld Klodsmajor", som udkom i sidste uge"-

Stop.

Det er citatfusk. M.J. bringer ikke fortsættelsen, Wivels svar, polen for hans livsværk, kilometer fra nazisme.

- "Skriftet er et svar på artiklen om Ole Wivels tidlige digtsamlinger set i rela-tion til hans selvbiografiske værk, skrevet af mag.art. Jørgen Hunosøe i tids-skriftet "Nordica". -

- Ole Wivel afviser Hunosøes analyser som "sygelige forestillinger" og henviser til sine "udførlige biografiske oplysninger" i sin erindringsbog "Romance for Valdhorn" fra 1972. Hunosøe manipulerer med erindringsbogen, mener Wivel. -

- I "Romance for Valdhorn" skriver Ole Wivel om Fritz Waschnitius: "Han blev min lærer og vejleder på godt og ondt denne vinter 1939-40". Kredsen udviklede "et dybt, sygeligt hadforhold til vor egen tid« og opsøgte "den heroiske livsanskuelse". Ole Wivel oplevede en "dyb følelse af fællesskab. Kun alt for villigt drev også jeg kult med mysteriet, den romantiske idealisme og suspenderede gradvis den realitetssans, som tiden snart skulle sætte ubønhørligt på prøve." -

- Hvad Ole Wivel ikke nævner i sine erindringer er, hvem der betalte en dyr pris. Det var bl.a. to af kredsens medlemmer: de unge malere Erik Johansen og Ole Høst - søn af Oluf Høst. Ole Høst er overhovedet ikke nævnt i Wivels bog. -

Stop.

Marianne Juhl vil ikke forstå Wivels erindringers klarhed og diskretion. Hun har en anden hensigt:

- Den 28. juni 1941 skriver Ole Wivel et brev til vennen Erik Johansen. I brevets slutning står følgende:

"Det som virkelig giver mig styrke er bevidstheden om den store linje, om at jeg nu har begyndt den kamp som skal ledes ind i det højeste statslige plan. I fulde drag inddrikker jeg sommerens frodighed i det skønne sydsjælland. Mange nye toner klinger frem, og jeg har tro til fremtiden. Maaske har de sidste dages vidunderlige og ufattelige krigshændelser faaet nyt blod til at strømme i det store germanske legeme, og ogsaa vi har ret til at knytte haab ved drømmene om et nyt Europa."

De vidunderlige krigshændelser, Ole Wivel omtaler, må være Tysklands invasion af Sovjetunionen den 22. juni 1941. Brevet fortsætter:

"Erik: mange opgaver venter os, som har alvor og mod til at bekræfte skæbnens og livets love. Lad ingen time gaa unyttet hen, ingen dag hvor vi ikke søger en større renhed. Og lad de maal, som sættes da vor lille ring blev sluttet, ved de nye Guders gunst og ved vor brændende vilje endelig naas. - Din ven Ole."

I et brev fra 1. februar 1942 skriver Ole Wivel igen til sin ven Erik Johansen. Men denne gang er tonen en ganske anden. Ole Wivel har erfaret, at Erik Johansen er vendt tilbage til Danmark efter sit ophold i den tyske træningslejr, og han udtrykker stor skuffelse over vennen:

"Da du tog beslutningen om at gaa i krig, rystede du med fuld ret enhver forpligtelse af dig. Den som vil døden vinder livet. Jeg nærede ærbødighed for dig og min tro paa dig fornyedes.(...) At du vilde staa fast til trods for denne sidste prøvelse var saa dybt befæstet i mit hjerte, at jeg frydede mig over at kunne triumfere, fordi du - min ven - bekræftede den heroiske holdning, der har baaret alt det vi var og er. Dit nederlag er uigenkaldeligt. I dette fald, du veed det, river du alt det med dig, som hidtil har været imellem os. Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig. (...) Det bliver mig tungt at skulle se dig i øjnene igen, men jeg vil gøre det fordi min kærlighed til dig ikke er blevet mindre."

- "Forfatteren Ole Wivel var som ung langt mere involveret i en kreds, som dyrkede fascistiske ideer, end han vil være ved. Det viser hidtil hemmeligholdte breve og et digt. I meget skarpe vendinger afviste forfatteren Ole Wivel, for 14 dage siden, at han som ung var optaget af fascistiske idealer. Jyllands-Posten har imidlertid fået adgang til nogle breve og digte, skrevet af Ole Wivel i 1941 og 1942, som viser det modsatte". -

- "Louisianas stifter, Knud W. Jensen, flirtede med nazisme; han bar siden besættelsestiden på en tung skyldfølelse over for billedkunstneren Oluf Høst. Det fremgår af bogen "Ringen om Ole", som udkommer om kort tid. Bogen fortæller historien om Oluf Høsts søn, Ole Høst, som meldte sig til Waffen SS og blev dræbt under krigstjeneste på Østfronten i 1943. -

- Men et andet medlem af ringen blev ved med at minde Knud W. Jensen og Ole Wivel om deres fælles fortid. Det var den nu afdøde Erik Johansen, der også drømte om at blive kunstner. I et brev fra 1992 opfordrer han Knud W. Jensen til at melde ud om sin ungdoms vildfarelser. Ellers vil han afsløre sagen om "landsforræderikomplottet Ringen med femtekolonnemanden Frits Wasch-nitius, Ole Wivel og dig selv som de førende figurer," som han skriver i brevet".

Stop.

Hvem er kilderne til Marianne Vaaben Juhls hemmelige brevsamling? En kilde kan være litteraten Henning Fengers hustru, kusine til Ole Wiedemann Høst. Andre kilder hemmelige agenter, som har overdraget Marianne Vaaben Juhl de famøse breve.

MVJ.s mor, Inger Larsen, født Vaaben.

Som ikke må forveksles med et andet slægtsvåben, en vis cand. mag. Ejnar Vaaben, som var en emsig nazist i Dansk Folkefællesskab og leder af Schalburg-korpsets "Skoling og politiske Verdensanskuelse".

Aarhuus Stiftstidende, 9. dec. 1979, Henning Fenger - som har skrevet om brødrene Waschnitius - om gæster hos Oluf Høst, der fortalte om Oles død:

- "De mange sandhedsvidner, der helt op til slutningen af 1950´erne meldte sig hos Oluf Høst, havde hver deres version. At den gerne skulle honoreres med en form for vederlag, enten penge eller logi, siger næsten sig selv".

- "Maleren Ole Wiedemann Høst brød i protest med hjemmet på Norresan i Gudhjem og valgte nazi-kammerater der plejede ekstreme mandsidealer i håb om en bedre verden. I 1943 faldt han som Waffen SS-frivillig på den tyske øst-front".

H. Bøggilds ærinde fremhæves ved en ensidig kritik af skurkene Waschnitius, Erik Johansen, Ole Wivel og Knud W. Jensen.

Det sentimentale, i hånd med provinsiel mistro, dækker over fejl, ex. at Johansens pige var gravid, og årsag til, at han vendte hjem. Forkert. Kun ved i Hamborg at nægte at aflægge troskabsed til Hitler, fik Johansen chancen til at undgå at blive krigsfrivillig. Dernæst kender Bøggild ikke den københavnske fristelse, Kronborg, et i datiden velmeriteret spisested i Johansen-familiens eje.

Knud W. Jensens firma, Peter Jensen, var genbo til Cafe & Restaurant Kron-borg, samlingssted for ungdomskliken.

H. Bøggilds note 99 henviser til Ekstrabladet, 30. dec. 2002. Skal være 2000. Der er andre fejl. Og uden støtte fra Jørgen Hunosøe var "Ringen omkring Ole" næppe udkommet.

På bogens bagklap skriver Hunosøe:

- "Kunst og nazisme. Om Ole Høst og kredsen omkring ham" - "der tilskyn-dede ham til at tage den fatale beslutning".

* Protest. Tilskyndede? Den påstand kræver bevis.

Den 25-årige Ole Høst traf selv sin beslutning ved at gå med fra Frikorps Danmark til SS-Wiking. Han kunne, som Erik Johansen, i Hamborg have sagt fra i sidste øjeblik.

H. Bøggild involverer Jørgen Nash. Det må da være tilladt at gøre opmærk-som på, at forskellen på brødrene Asger Jorn og Jørgen Nash er evident. Jorn argumenterede i sit sprog og i sin kunst. Jørgen Nash postulerede.

- "I midten af 50'erne spurgte Informations kulturredaktør, om jeg ikke kunne tænke mig at tage til Gudhjem og skrive en større ting om Oluf Høst i anledning af hans kommende retrospektive udstilling i Rønne Kunstmuseum som han havde skænket en ny malerisal. Det sagde jeg naturligvis ja til og skrev til den store mester i Gudhjem, om han ikke kunne skaffe mig, kone og to børn en sommerlejlighed, så jeg kunne tage mig god tid til at skrive om han livsværk.

Stop.

Ole Sarvig var kunstanmelder ved Information, suppleret med Peter P. Rohde.

- Oluf Høst og hans søde kone Hedvig inviterede os til at bo gratis en hel måned på den i dansk malerkunst så berømte gård Bovnemark ved Gudhjem, hvor Høst i sin tid blev født.

- Det første jeg gav mig i kast med, var at læse digteren Otto Gelsteds fremragende bog om Oluf Høst i serien "Dansk Kunst".

I beskrivelsen af de mange malerier, hvor ildebrande var det næsten evige motiv, og oliebillederne af Bovnemarks udødelige ladeport med himlens og havets lys morgen, middag og aften, sammenligner Gelsted Høst med lysets geniale mester Rembrandt. / Jeg kaldte anmeldelsen "Rembrandt i Rønne". Det blev han og Hedvig så glade for at læse, så de forlængede vort sommerophold på den sagnomspundne Bovnemark gård en måned til.

Men en dag, vi var til fin middag i deres smukke hus i Gudhjem, trak de os til side og sagde, at der var noget meget sørgeligt, som de ville vise os. Det var sønnens kammer, som de havde indrettet til et mindeværelse med alle hans bøger, billeder, ting og sager. Som frivillig i Frikorps Danmark var han faldet i 1943 på Østfronten i kampen mod kommunisme og senere hyldet ved en æresparade i København som en af nazismens helte.

Han var deres eneste søn og skylden for hans skæbne, vildfarelse og pludselige død lagde mor Hedvig og fatter Oluf helt over på Ole Wivel. Han havde lokket sønnen med i en lille vennekreds i Hellerup, som kaldte sig Den Gotiske Klub. Her dyrkede man ikke bare Tysklands store genier Goethe og Schiller, Bach, Beethoven, Mozart og alle de gamle drenge, men også Hitler, Nietzsche og Heidegger". -

Stop.

Hedvig og Oluf Høst havde 2 sønner, den yngste: Niels.

- "Jeg ville gerne tage et fotografi af dette makabre mindeværelse, hvor der under sønnens foto i tysk uniform lå en bred livrem med bronzespænde, prydet med hagekors og inskriptionen: GOTT MIT UNS. Men en sådan tilladelse fik jeg aldrig".

Til Kraks Blå Bog skriver Nash: - "Arbejdsdreng som 14-årig, derefter handel og cirkus. Medlem af elevrådet på Silkeborg Seminarium 1940-41; arbejder og straffefange i tysk flyindustri 1941-42; arresteret af Gestapo 1941, af dansk politi 1943; flygtning i Sverige 1944-45"

I 1940-41 var Johansen & Høst tysklandsarbejdere i 12 mdr. i en kulmine ved München. Enhver tysklandsarbejder, som Jørgen Nash, var ansat på kontrakt, han/hun blev ikke arresteret af Gestapo, men af Kriminalpolitiet, og såfremt den pågældende var skyldig i tyveri, bedrageri, arbejdssky adfærd, etcetera, dømt og sat til afsoning i et fængsel.

Nash skriver til H. Bøggild, s. 160, uddrag:

- "I 1940 boede jeg og den legendariske Victor Andreasen" / "På grund af min store interesse for filosofi fulgte jeg forelæsningerne på Københavns Universitet. Her traf vi digteren Morten Nielsen, og vi så også et glimt af Ole Wivel. En dag Morten besøgte os, sagde han: - "I skal tage jer i agt for denne såkaldte poet Ole Wivel. Han har nazisympatier".

Morten Nielsen, 1922, kan ikke svare for sig, omkom ved eget vådeskud i 1944.

Wivels Forlag udsendte i 1952 Morten Nielsens efterladte breve. Ole Wivel med i Morten Nielsens Mindelegat.

Klaus Rifbjerg, Politikens kronik 15. august, "Den frygtelige sandhed", med illustration, Døden, læs: Tiden går, siddende på et plankeværk, ser på over-skifterne: "Hor, Vold, Mord, De Var Nazister" – følger Rifbjergs filosofiske indlæg mod vore skrækkelige aviser.

Men det viser sig, at årsagen er et forsvar for Ole Wivel og Knud W. Jensen, som, hvis de har været nazister, skal vægtes med deres senere bedrifter.

Og så er det, der mangler kød på den faktuelle historie. Et svar på, hvorfor de kom i vridemaskinen? Hvis de har været fuldblods nazister, er den historiske sandhed mere vigtig, end undvigelser.

- "Ole Wivels og Knud W. Jensens handlinger for mere end tres år siden havde konsekvenser for en håndfuld personer, der dengang stod dem nær".

Hvilke konsekvenser? Men, nej, vi får intet at vide. Her mangler det journalistiske scoop. Til gengæld spises vi af med moraliseren: - "Det er ikke usædvanligt i et menneskeliv, at ens handlinger griber ind i andres skæbne".

Vores nysgerrighed spændes til bristepunktet. Men det bliver værre:

- "Sammen med Tage Skou-Hansen har jeg lokket for Wivel for at få ham til at fortælle om det sorte, men det ville han ikke. Nu er han til gengæld malet sort helt op i himlen, og offentligheden sidder tilbage med en række ubesva-rede spørgsmål".

Hvad afholdt Ole Wivel i at afsløre sit ’nazistiske fejltrin’, hvis han overhovedet kunne genkende sin handling som en fejl? Her er det et problem, at Wivel må have opfattet Hansen & Rifbjerg som pløk naive: At Rifbjerg ikke havde alderen, at han de pågældende år gik i sin uskylds 9. til 14. år. Og ham, Hansen, havde vistnok været sabotør, eller vistnok noget der lignede, i egen, eller vistnok i andres indbildning.

Det skænker Rifbjerg ikke en tanke. Det læses i næste spalte:

- "Det er sandt, at Jensen & Wivel ville have sparet sig selv for meget, hvis de var trådt frem og havde sagt sandheden".

Men jo ældre Wivel & Jensen blev, desto umuligere blev det at indrømme en fejl, Wivels & Jensens lyksaligheder i erindring. Det vil sige: Såfremt Wivels beundring for tyske digtere, og Oste-Jensens eksport af fødevarer til det krigs-førende naziland, partout skal påduttes som "fejl".

Dermed overskrider Rifbjergs angreb på aviserne, grænsen til hykleri.

Klaus Rifbjerg ved bedre end mange, at aviserne stod på ryggen af hinanden for at hylde det rette borgersind - før, under og efter besættelsen. - i beundring for nazi-olympiaden 1936 - under samarbejdets tyske vinger i besættelsestiden - og efter nazismens kollaps, i jagten på borgere, som blev udskreget som landsforrædere. Den risiko kunne have ramt Wivel & Jensen, - hvis de var nazister.

Politiken, kronik, 22. august "Rif, raf, ruf", et opkog af Jacob Ludvigsen:

- "Rifbjerg fremstiller det, som om sagen kun har to medvirkende, og glemmer Ole Høsts død på slagmarken og forbigår den livsvarige sorg, som Oluf og Hedvig Høst og deres efterkommere led, fordi sønnen havde ladet sig forlokke i Frikorps Danmark. Fritz, i fuld uniform, vinkede farvel på Københavns Hovedbanegård. -

- I fortsættelsen af brevet fra 1942, skriver Wivel til Erik Johansen: - "Det bliver mig tungt at skulle se dig i øjnene igen, men jeg vil gøre det fordi min kærlighed til dig ikke er blevet mindre".

"Fritz i uniform" er en sjusket og unødvendig infamitet. Waschnitius mødte ikke frem i Frikorps Danmarks uniform, men som indkaldt til Wehrmacht.

Også det ved Klaus Rifbjerg.

Hvorfor lamenterer han så ikke mod magister Marianne Vaaben Juhls over-greb i Jyllands-Posten af 7. og 17. marts 2001?

- "Fritz Waschnitius (1901-81), østrigsk/tysk statsborger, fra 1928 bosiddende i Danmark, skribent, oversætter, kurator for dansk kunst i udlandet, god ven til familien Oluf Høst i Gudhjem, hvor han traf Knud. W. Jensen og dermed Ole Wivel. 1940-43 tysk censor ved Statsradiofonien. 1958 bosat i Danmark, oversætter af dansk litteratur, dansk statsborger 1976. Victor Waschnitius (1887-1979), docent, dr. phil. Som broderen født i Prag, østrigsk statsborger. 1919 sproglærer i Danmark. 1933 dansk indfødsret. 1940-43 tolk ved den tyske stab i København. 1946 to års fængsel, udvist, flyttede tilbage til Danmark."

Stop.

Litterære foredrag i Statsradiofonien:

Fritz W: - 3 i 1941-42, - 4 / 1943.

Victor W: - 3 i 1940. - 12 / 1942.

Og en vis magister Frode Jakobsen, Frihedsrådet: - 1 / 1941.

Ungdomskliken Fritz Waschnitzius / Ole Wivel / Knud W. Jensen / Erik Johansen / Ole Wiedemann Høst, har intet ansvar for, at Ole Høst meldte sig til Frikorps Danmark og SS. Ansvaret er den opdragelse, negativ-/positiv, han fik af sine forældre, Hedvig Wiedemann og Oluf Høst.

Erik Johansen havde meldt sig, men slap fri, fordi han på kasernen i Hamborg nægtede at sværge troskab til Hitler. I brev af 1. februar 1942 til Johansen, bed Wivel i gulvtæppet af raseri: "Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig".

Der var andre kunstnerbørn blandt de krigsfrivillige: En søn af Valdemar Rørdam og Karl Bjarnhofs ældste søn.

Julius Tafdrups Konfektionsfabrik bag Vesterbrogade 9 B blev 2. december 1942 brandhærget af Bopa. Ved næste aktion, 6. februar 1945, blev maskinerne ødelagt med mukkertslag..

Ole Wivel boede hos sine forældre på 4. etage, morfar Tafdrup på 3. Efter branden flyttede familierne til Vedbæk. De tomme lejligheder blev senere, med hjælp af Ole Wivel, anvendt af Tage Fischer Holst, SOE, til illegal radiotjeneste.

Ole Wivels - og en vis magister Frode Jakobsens – lærer, professor Carl Roos, blev i 1945 stemplet som nazist. Påstanden, og en tjenestemands-sag, afvist. Tog Frode Jakobsen sin lærer i forsvar? Nej.

I 1940 skrev Carl Roos forord til Wivels oversættelse af Hölderlins Hyperion, som ikke udkom.

Wivel i "Tranedans": "Carl Roos var dansk-tysk af ånd og dannelse, en besværlig, belastende blanding, som gjorde ham upopulær og kontroversiel. Hvem havde han af læsere ud over sine taknemmelige elever? Jeg var en af dem".

Roos havde i 1937 i sit værk "Nietzsche" advaret mod Nietzsches periodevise sindssyge, samt mod, at Nietzsches søster, Elisabeth, havde uhindret adgang til Nietzsches manuskripter. I 1962 blev Elisabeth afsløret som rabiat antisemit og forfalsker af Nietzsche, for at tækkes Hitler og finansloven under nazismen.

April 1940 udsendte magister Frode Jakobsen "Nietzsches kamp med den kristelige moral", med forord af Carl Roos. Som ironisk tog afstand fra Jakobsens tese om Nietzsche, med Luther som garant, som redelig, modsat Roos.

Victor Klemperer: "Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste", notat 21. februar 1934:

- "På skolen måtte Johannes Köhler indsamle underskrifter til købet af en 'Lutherrose' med omskriften: Med Luther og Hitler".

Nietsche var en af nazismens afguder, og Frode Jakobsens. I 1941 holdt Jakobsen et foredrag i Statsradiofonien: "Nietzsche og Søren Kierkegaard". Heri hedder det: "Spænding, stimulans forlanger Kierkegaards sind såvel som Nietzsches. Derfor også Nietzsches overmenneske".

I genudgivelsen 1972 af Jakobsens bog, findes intet forord af Carl Roos.

Jakobsen erklærede i 1995 til Ninka, Politiken: "Jeg var Frihedsrådets stærkeste mand. Om mit liv kan jeg sige: Jeg har intet at skjule".

Konklusionen må blive, at det had, blandet med hykleri, som synkront er bob-let frem i Ole Wivels & Knud W. Jensens eftermæle, afslører, at sladder erstatter et historiesyn uden komparativ grundviden, og naturligvis uden kildekritik.

Dernæst negligeres, at under besættelsen kunne enhver, inden for de givne rammer, tro, tænke, tale, som de ville, legalt - eller illegalt.

Dén film knækkede den 5. maj. Den næste film blev en af de endeløse: Det store praleri- og fortrængningscirkus.

13. september 2004

Nationalistisk hykleri

Tak til Mogens Kasler for indlægget den 4.-5. september om ungdommelige nazivildfarelser.

Endelig et menneske med noget, der ligner orden i papirerne, som prøver at give et mere sandfærdigt billede af den besættelsestid, sene efterkommere ikke synes at kunne blive færdige med.Uanset sym- og antipatier og hvem, der gjorde og sagde hvad, har diskus-sionen om denne fjerne tid taget udgangspunkt i helt urimeligt forenklede forestillinger. Som om modstandsbevægelsen fra starten var en organiseret enhed med central styring og planlægning - sådan en slags skarpladt hjemme-værn - og som om frihedskæmperne var målbevidste, nationale helte, der vidste, hvad de gjorde.

Selv husker jeg de nationale - Dansk Samling, KU'er og hærens folk - som potentielle og ofte aktive modstandere, der bl.a. lagde beslag på mængder af våben for at kunne bruge dem mod politiske modstandere efter befrielsen. Brigaden i Sverige var oprettet med samme formål.

Ingen af mine gode venner fra den tid optrådte efter 4. maj 1945 med stålhjelm og armbind - de forblev anonyme og nægtede at deltage i hele det nationale illusionsnummer, som en for første gang enig befolkning gennemførte under anførsel af - den farligste illegale klike - Buhl, Hedtoft & Co.

Tiden taget i betragtning var det måske forståeligt. Men det er uanstændigt at rode op i afdøde kulturpersoners ungdommelige vildfarelser, når f.eks. over 30 af de nazistiske mordere og brandstiftere fra dengang aldrig blev retsforfulgt i Danmark, og når man den dag i dag forsvarer en figur som Kaj Munk.

Man glemmer bekvemt de mange, for hvem det var rene tilfældigheder, som afgjorde, om de kom til at stå på den rigtige eller den forkerte side, da krigen var vundet helt andre steder end i Danmark.

Hele det nationalistiske hykleri synes at skulle retfærdiggøre, at en dansk regering igen har underkastet sig en fremmed magt, der har som mål at omskabe verden i sit eget billede.

Tørk Haxthausen

forfatter

Spørgsmålet om internerede kommunisters adgang til at afgive stemme ved rigsdagsvalgene i marts og april 1943

Side 39

Citat:

„Forholdene har efterhånden udviklet sig således, at det efter regeringens formening vil være naturligt, at danske embedsmænd landet over, i første række amtmændene, kommer i kontakt med den tyske værnemagts officerer såvel som med de civile tyske embedsmænd på en måde, der lader disse forstå, at man fra dansk side gerne vil have nogen forbindelse med dem udover de rent tjenstlige forretningsmæssige forhandlinger om indkvarterings-spørgsmål, forplejning, politisager etc. En sådan kontakt turde være et velegnet middel til opnåelse af det gode forhold mellem befolkningen og værnemagten, der tilstræbes såvel fra dansk som fra tysk side.

Det vil derfor være naturligt, ikke blot at visitter, der aflægges af tyske officerer eller civile embedsmænd i chefstillinger, besvares med genvisitter af vedkommende danske embedsmænd uanset den tyske embedsmands højere eller lavere grad, men også at der i et vist omfang tilstræbes selskabelig omgang mellem danske og tyske embedsmænd. Det henstilles derfor, at eventuelle indbydelser fra tysk side modtages, medmindre der måtte foreligge gyldig forfaldsgrund, som i givet fald bør meddeles de -

Side 509

indbydende. Dette gælder såvel indbydelser til selskabelige sammenkomster som til militære parader og koncerter. I hvilket omfang indbydelser fra tysk side bør modtages, bør imidlertid afhænge af et skøn, og det kan i den forbindelse bemærkes, at man fra tysk side utvivlsomt vil kunne forstå, om danske embedsmænd ikke måtte ønske at modtage indbydelser til foranstaltninger af sekundær betydning, som f.eks. sportsopvisninger o. lign.

Da tanken med nærværende opfordring til at søge selskabelig kontakt med de tyske repræsentanter er at udbygge de gode dansk-tyske relationer, er det klart at danske embedsmænd ikke må føle sig forpligtet til at modtage indbydelser til rent selskabelige sammenkomster, hvis formål er at fejre tyske mindedage, tyske militære sejre m.v.

Ligesom det ønskes, at danske embedsmænd i et vist omfang modtager indbydelser fra tysk side, vil det også være rimeligt, at amtmændene i beskedent omfang er værter i samvær med tyske officerer og civile embedsmænd, idet det vil være ønskeligt at føre tyske sammen med danske, således at værnemagtens officerer og civile embedsmænd samt borgmestre kommer i forbindelse med hinanden.

For så vidt sådanne arrangementer overskrider de til rådighed værende beløb, vil man med velvilje bedømme ønsker om midlertidig forhøjelse af repræsentationstillæggene.

Såfremt det ved de pågældende lejligheder måtte være påkrævet at udveksle taler, vil der ikke herfra kunne gives noget almindeligt direktiv i så henseende, men man vil finde det rimeligt, at sådanne taler holdes indenfor de rammer, hvori den fra tysk side holdte tale er fremført eller en eventuel svartale kan forventes at ville blive fremført.

Endelig skal man bemærke, at man må have det overladt til de herrer amtmænds eget skøn, hvorvidt de ved militære parader o.lign. måtte ønske at anvende civil påklædning eller uniform."

Side 510

Side 512

25

Side 294

Side 297

Side 298

Side 305

Side 308

Spørgsmålet 60 år efter er naturligvis, om det også i dag er den måde, vi vurderer besættelsen på? Eller sagt med andre ord: Retsopgøret bliver ved med at spøge, fordi der ikke er et færdigt svar. Det var et opgør, som afslørede nogle svagheder, manglende mod til at tage ansvar og en embedsmandsmæssig følgagtighed, der gør det svært at se domstolene som en tredje statsmagt. Nogle blev dømt for strengt, færre for mildt, og nogle burde ikke have været dømt. Det kan vi se i dag, og det kunne man såmænd også have set dengang, hvis man ville, men det ville man ikke. For opgøret handlede om så ubesværet som muligt at komme tilbage til normale tilstande. Og så kan det knibe med den konkrete retfærdighed. Men et galehus var det ikke. Dertil kom det hele til at passe alt for godt til de bestående interesser. Magt og ret hører nu en gang sammen, og kun blåøjede idealister tror på, at alt, hvad der foregår under et opgør, er ret. Selvom man kalder det et retsopgør".  Citater slut.

Min generelle kritik til foranstående er:

1. Retsopgøret efter besættelsen var uden det mindste tilløb til demokratisk legitimitet.

2. Regeringen 10. maj 1945 var ikke folkevalgt.

Folketingsmandater: 1939, 1943, maj - 45, okt. - 45, 1947

10: - "Et naturligt sted at begynde en nutidig bedømmelse af retsopgøret er dets legitimitet, altså spørgsmålet, om det foregik på en betryggende måde og på et grundlag, man kunne stå ved."

- „Om der skal gives en straffelov med tilbagevirkende kraft, er overhovedet ikke noget juridisk spørgsmål, det er et politisk spørgsmål, og ud fra rigtige politiske overvejelser er der overhovedet ikke tvivl om, at straffelovstillægget skulle have tilbagevirkende kraft, og skulle have det, ikke blot til den 29.august 1943, men til den 9. april 1940. Afgørelsen træffes ud fra en betragtning, som vender både bagud og fremad. Skal landet, når det kommer i nød, kommer i fjendevold, stå værgeløst over for forrædere og mordere, fordi lovgivningen da er lammet og ingen i fredens tid har tænkt sig så grove forbrydelser?

Vi har altså ikke givet straffelovstillægget tilbagevirkende kraft, fordi vi synes, det er et nyt princip, som det er godt at indføre i vor ret. Vi har gjort det, fordi der ikke var andet at gøre, vi har gjort det med fuldt kendskab til, at vor grundfæstede retsopfattelse i almindelighed må vende sig mod love med tilbagevirkende kraft. De af os, der er jurister, har gjort det med klar forståelse af, at vi stod ikke over for et juridisk spørgsmål, men over for et politisk spørgsmål, som den almindelige juridiske rutine ikke har kompetence til at snakke med om. Vi har altså ikke den opfattelse, at vi under et pres af tiden, i en snæver vending, har handlet uret, har brudt en hellig retsgrundsætning. Vi har handlet, som vi gjorde, fordi vi ikke nærede nogen tvivl om, at vi handlede ret og rigtigt, på samme måde som de handlede ret og rigtigt, der gav os grundloven i stedet for kongeloven, skønt deres gerning efter gældende lov var højforræderi og hjemfalden til hård straf. Jeg kan også udtrykke det sådan, at retten bryder heldigvis en gang imellem frem som et nyt kildespring, der skyller gammelt papirjuristeri bort."

- Tilsidesættelsen af princippet om forbud mod love med tilbagevirkende kraft var forudsat af Frihedsrådet, godkendtes af den strafferetlige sagkundskab - Hurwitz og Krabbe for tiden efter den 29.8.1943 - og accepteredes af såvel lovgivningsmagten som de retsanvendende myndigheder og den folkelige opinion. Under de givne omstændigheder i maj 1945 havde princippet ingen slagkraft. Tværtimod syntes ønsket om at pacificere folkestemningen - en form for nødretsbetragtning - snarere at tale for, at der fra myndighedernes side blev slået på, at der var forberedt en streng lovgivning med tilbagevirkende kraft. Princippet måtte derfor vige netop i en situation, hvor det skulle vise sin styrke. Om det var rigtigt eller forkert i en situation som den, der forelå i sommeren 1945, at lovgive med tilbagevirkende kraft blev, som justitsministeren udtrykte det, et "politisk" spørgsmål.

Princippets eksistens får særlig betydning for accepten af en retsafgørelse, der straffer ikke klart landsforræderiske handlinger. Straf for personer, der inden den 29.8. 1943 til dansk politi anmeldte f.eks. sabotagehandlinger eller illegale trykkerier, eller for dem, der i 1941 og 1942 meldte sig til tysk krigstjeneste, er eksempler på en udstrækning af principper, der på mange - også denne bogs forfatter - virker meget vidtgående. En afstandtagen fra sådanne retsafgørelser hænger sammen med bedømmelsen af regeringens tvetydige holdning i besættelsens første år. Diskussionen, om det var korrekt at lovgive med tilbagevirkende kraft, kan ikke adskilles fra vurderingen af den danske regerings holdning under og efter besættelsen. Det er ingen tilfældighed, at spørgsmålet om rimeligheden af at straffe med tilbagevirkende kraft først og fremmest blev drøftet i relation til frontkæmpere i Frikorps Danmark, Her var misforholdet mellem regeringens udtalelser og ønsker på handlingstidspunktet og den senere strafferetlige bedømmelse evident. Her havde princippet mening, men blev tilsidesat af lovgiver. Ansvaret for besættelsestidens politik ønskede politikerne ikke at vedgå. Derved kom anvendelse af straffelove med tilbagevirkende kraft til at virke endnu grellere."

Dernæst, at et ejendommeligt uheld blandt de skydeglade amatører forøgede råheden i de bevægede maj-dage i 1945:

Nemlig at interneringslisterne med de 40.000 navne fra Frihedsrådets Cen-tralkartotek ikke blev anvendt. Listerne blev den 5. maj transporteret til Howitzvej politistation i København, og derfra bragt videre til arrestations- og opsamlingsstederne.

Her samlede de støv.

Med det resultat, at de lokale grupper anvendte deres egne lister, ofte mod forkerte personer og/eller med bizarre påstande, netop det Centralkartoteket havde forsøgt at undgå. (Kilde: "Interneringskartoteket", Om Carsten Høeg og hans gruppe under besættelsen. Eli Fischer-Jørgensen & Jens Ege. Museum Tusculanums Forlag 2005)

Og at retsopgøret fandt sted under en ofte gentaget påstået trussel om en nær forestående kommunistisk magtovertagelse. Som medførte en usikker, morbid bivirkning til opgøret, en skjult parallel: At give kommunister og andre revolutionære et vink med en vognstang: - Hold jer i ro.

Referater i dansk oversættelse fra den tysksprogede "Der Nordschleswiger", Åbenrå, og fra den danske "Flensborg Avis", Flensborg.

Det danske Retsopgør i årene 1945 til 1949 spiller undertiden også i dag en rolle - som historisk tema. Der er stor interesse herfor. Det viste den tre timer varende debateftermiddag, der fandt sted tirsdag på museet Sønderborg Slot indtil de tidlige aftentimer, og som Historisk Samfund for Sønderjylland havde inviteret til. Medarrangør var Bund Deutscher Nord-Schleswiger. Mindst 250 tilhørere var til stede,

Museumsinspektør Henrik Skov Kristensen fra Frøslevlejrens Museum, Fårhus, pastor emeritus Dr. Günter Weitling, Padborg, arkivar Dr. Hans Schultz Hansen fra Landsarkivet i Åbenrå og chefredaktør for Der Nordschleswiger Siegfried Matlok, Åbenrå, belyste Retsopgørets problematik, hvortil også kom love med tilbagevirkende kraft. Skov Kristensen gav først en længere indføring i den komplekse sag.

På grund af denne vigtige, men i tid noget for lange indledning, måtte de følgende tre indledere fatte sig i nogen korthed, og tiden til spørgsmål fra salen var lige nok til et dusin forespørgsler.

Også på trods af den tidsmæssige ubalance kan der slås fast: Det er meget værdifuldt, at det i dag er muligt at behandle temaet Retsopgøret i en åben dialog mellem tyske nordslesvigere og danske sønderjyder uden harme og anklage. Det ville være ønskeligt, at denne dialog kunne føres videre til enkelte omstridte emner. Begge parter kunne have gavn heraf, uden at det straks kommer til en konfrontation mellem dansk flertal og tysk mindretal, især da "mange medlemmer af den tyske folkegruppe blev ramt af Retsopgøret efter den tyske besættelse af Danmark" som BDN formand Heinrich Jürgensen tydeligt sagde allerede i sine indledende ord.

Henrik Skov Kristensen fremstillede i sit indledningsforedrag forløbet af Retsopgøret. Under de givne omstændigheder var Retsopgøret fra 1945 til 1949 mod de tyske nordslesvigere forsvarligt. Den tyske befolkningsgruppe havde d. 9. april begejstret hilst den i Danmark indmarcherende værnemagt velkommen. Samtidig blev den i 1939 påbegyndte hvervning til tyske krigstjeneste forstærket.

Omkring 1500 unge mennesker fra Mindretallet meldte sig til Waffen-SS, omkring 500 til Værnemagten. Godt 700 faldt. For mindretallet, der dengang beløb sig til 25.000 - 30.000 var det "et meget stort og smerteligt tab", betonede Kristensen.

Til den i 1943 startede tidsfrivilligtjeneste, en slags uniformeret hjemmeværn til støtte for tyske tropper, meldte sig omkring 1600. Til det i 1944 oprettede Selbstschutz, som skulle beskytte hjemmetyske institutioner, kom 450 folk, mest rekrutteret fra SK, Schleswigschen Kameradschaft.

Straks efter den tyske kapitulation d. 5. maj 1945 blev internerede anbragt i Frøslevlejren. Indtil 17. maj steg deres antal til omkring 2000, i juni var der omkring 3200. Internerede fra politikredsen Sønderborg kom til slottet, senere til Frøslev. På foranledning af Modstandsbevægelsen fik interneringslejren Frøslev 1. juni 1945 navneændring til Fårhuslejren, hvor der sad internerede og fængslede. Vagtpersonalet bestod af danske modstandsfolk, hvoraf mange under den tyske besættelse havde siddet i Frøslev. 5. august overtog fængsels-væsenet det nu som Fårhuslejren betegnede kompleks, med næsten 2000 fængslede og omkring 600 internerede.

Næsten 3000 medlemmer af det tyske mindretal blev dømt ved Retsopgøret - for 2100 fulgte en dom på grund af tysk krigstjeneste - og omkring 500 var en tid interneret uden dom, sagde Kristensen. Vel alle hjemmetyske familier blev ved Retsopgøret direkte berørt. I hele landet blev godt 13.000 dømt som lands-forrædere; således tilhørte omkring 25 % af alle dømte mindretallet.

Af de dømte var 500 krigsfrivillige, overvejende fra Waffen-SS, godt 1100 dømte var tidsfrivillige og 128 medlemmer af Selbscschutz. 52 tyske nordsles-vigere blev dømt for tysk polititjeneste, 31 for stikkeri af danske medborgere til den tyske besættelsesmagt.

For lederne af det tyske mindretal med deres NSDAP-N leder Dr. Jens Møller i spidsen beløb straffene sig til mellem 5 og 12 års fængsel. Medarbejdere ved tysk spionagetjeneste fik op til 18 års fængsel. Gennemsnitsstraffen for front-frivillige beløb sig til et år, for tidsfrivillige 1½ år, for Selbstschutz-folk 2 ½ års fængsel.

Lovene, hvorefter der blev dømt, havde den danske rigsdag vedtaget 1. juni 1945. De gjaldt med tilbagevirkende kraft.

Det tyske mindretal anså Retsopgøret for uretfærdigt. Danmark havde ud fra deres synspunkt ikke taget tilstrækkeligt hensyn til loyalitetskonflikten mellem bopælsland og fædreland. Dertil kom yderligere bestemmelser i kirke- og skoleområdet, som ramte befolkningsgruppen uforholdsmæssigt stærkt i sammenligning med andre danske statsborgere.

Skov Kristensen erindrede om sprængningerne af mindesmærkerne på Dyb-bøl og Arnkiel, på Knivsbjerg og bombeangrebene på "Nordschleswigsche Zeitung" og tyske forretninger. Under de givne omstændigheder var Retsopgøret forsvarligt, om end i enkelttilfælde uforholdsmæssigt hårdt. - "Mindretallet blev ikke dømt kollektivt eller fordrevet til andre steder. Hvis en gruppe måske blev straffet for hårdt, så var det de frontfrivillige. Deres tjeneste havde ikke været rettet mod de danske medborgere. Efter min mening er der ingen grund til officielle undskyldninger, som der har været tale om."

Pastor emer. Dr. Günter Weitling, Padborg, udtalte, at principperne for retsopgøret med love med tilbagevirkende kraft imod det tyske mindretal i første række var politisk motiveret, og på beslutningstidspunktet begrundet i massive folkelige krav. De første forberedelser fandt sted allerede i 1943.

Den statslige centralforvaltning vurderede løbende folkestemningen, inddrog befolkningens retsbevidsthed og nødvendigheden af at forhindre ukontrollerbare repressalier, såvel som den manglende mulighed for under krigen at skaffe retsgrundlag.

Kritikken fra medlemmer af det tyske mindretal har rettet sig imod de love, der kriminaliserede de unge mennesker, som havde meldt sig til krigstjeneste - på et retligt grundlag, som på tidspunktet for tilmeldingen ikke var imod gæl-dende ret.

Endnu er meget uklart, konstaterede Weitling, for eksempel hvilke kompo-nenter i NS-ideologien i NSDAP-N, der var grundlag for mindretallets medier og forskellige hjemmetyske kredse. Der mangler også en undersøgelse af de krigsfrivilliges motiver.

Mindretallet med BDN som talerør kan ikke bebrejdes, at de har unddraget sig et medansvar for NS-periodern, betonede Weitling, og nævnede loyalitets-erklæringen ved BDN grundlæggelsen i november 1945, som beror på Haderslev erklæringen af 1943.

Allerede under krigen talte pastor Carl Beuck, Åbenrå, kraftigt imod nazismen og talte om nødvendige straffe.

Mindretallet har erkendt sin historie og overtaget medansvaret for den mørke nazi-periode. Ved Retsopgøret blev der vist tilbageholdenhed, og BDN var bestemt ikke advokat for den negative og aggressive Fårhusmentalitet. Det er snarere gået i spaget mellem ubetinget loyalitet og aversion mod love med tilbagevirkende kraft.

Arkivar Dr. Hans Schultz Hansen, Åbenrå:

- "Domfældelserne efter love med tilbagevirkende kraft indtil 9. april 1940 er problematiske. De tidsfrivillige og medlemmer af selvbeskyttelsen mod atten-tater og sabotage havde man også kunnet dømme efter straffeloven af 1930, og det samme gælder agitatorer for krigstjeneste i den tyske Værnemagt eller Waffen-SS. Det var imidlertid efter loven ikke forbudt at lade sig hverve. Derfor havde lovene med tilbagevirkende kraft i første række ramt de front-frivillige. Dette punkt er det, der ved Retsopgøret med det tyske mindretal er vanskeligst at forsvare.

Den tyske besættelse af Danmark d. 9. april 1940 var en voldshandling, det viste kampene mod den indrykkende tyske værnemagt i Nordslesvig. Mange steder viste medlemmer af mindretallet vej for Værnemagten, fjernede vejspær-ringer eller bevogtede danske soldater.

Mindretallet jublede over besættelsen og forsøgte efter bedste evne at vinde fordele fra den tyske overmagt over den danske statsmagt. De ringeagtede uniformsforbudet for SK Schleswigsche Kameradschaft, udvidede deres privat-skolesystem, udførte økonomisk samarbejde osv. Og de gjorde tjeneste i tysk uniform. Alt dette tilsammen var en krænkelse af den loyalitet, som et nationalt mindretal skylder sit værtsland, uafhængigt af om handlingen var strafbar eller ikke.

Schultz Hansen bemærkede, at mindretallet var uskyldig i jødeforfølgelserne i oktober 1943, deportationen af Grænsegendarmeriet og politiet til tyske koncen-trationslejre i september 1944, den tyske terror mod den danske civilbefolkning, clearingmordene osv.

Gengældelsestimen efter den tyske kapitulation i maj 1945 har derfor ramt Mindretallet så hårdt, fordi det i starten solidariserede sig med besæt-telsesmagten. Til alt held for mindretallet og for os alle blev dets fald ikke så dybt som i andre lande, hvor tyske mindretal blev udsat for vold, mord og massefordrivelser. For at rense luften og genfinde ligevægten var Retsopgøret imidlertid nødvendigt.

Ingen kollektiv skyld, men kollektiv skamfølelse

Chefredaktør Siegfried Matlok:

- "Man har gjort den store fejl ikke at skelne mellem ansvarlige nazister og medløberne, og heller ikke at anerkende de ideelle motiver hos den tyske ungdom, udtalte Ingeborg Refslund Thomsen om retsopgøret og straffene til de frontfrivillige. Den tidligere KZ fange, læge Jørgen Kieler, har derimod betegnet de tyske nordslesvigeres forhold som "forrædderi mod Danmark som ikke skyld-tes loyalitet mod Tyskland, men mod Hitler".

Således citerede Siegfried Matlok to danske holdninger over for retsopgøret, og fortsatte:

- "Tre medlemmer af det tyske mindretal blev i 1948 og 1949 henrettet. Et andet eksempel er den i Renz fødte Anton Peter Callesen, der havde været vikarierende leder af KZ-udposten Langberg ved Wolfsburg, og blev for for-brydelser mod menneskeheden først dødsdømt i Danmark i 1950, så benådet til livsvarigt fængsel og allerede i 1951 løsladt. I den tyske befolkningsgruppe fandtes der også det andet mindretal", sagde Matlok og nævnede som eksempel professor Jens Jessen, som havde været meddelagtig i forberedelserne til attentatet på Hitler d. 20. juli, og som d. 30. november 1944 blev henrettet.

Mindretallets fejl under den tyske besættelse af Danmark var - uden at det skal undskyldes - at man kun på grund af afvisning af Versailles-freden fra 1919 nægtede at forstå den tysk-danske grænse fra 1920, samt kravet om en grænse-revision - Heim ins Reich.

Endnu længe efter 1945 har der i befolkningsgruppen hersket den opfattelse, at man var blevet uskyldigt forfulgt og næsten intet ondt havde gjort. I ledelsen af mindretallet er der også begået svære fejl. Mange gamle nazister rykkede igen op på ledende poster. Der fulgte kun en ganske utilstrækkelig overvindelse af fortiden.

Der findes ikke i det tyske mindretal nogen kolletiv skyld. Skyld er altid noget individuelt. Men der findes en kollektiv skamfølelse over enkelte handlinger, hvor vi ikke må forveksle årsag og virkning.

Ved det danske regentpars besøg i Tinglev i 1986 talte den senere formand for BDN Gerhard Scmidt om det tyske mindretalts medansvar over for historien, noget vi som tyske også fremtidig vil vedgå. Også formand for BDN Hans Heinrich Hansen repræsenterede denne linie i sin tale ved jubilæet for Nord-slesvigs 75-årige tilhørsforhold til Danmark i juli 1975 på Dybbøl. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har talt om et moralsk svigt i den danske samar-bejdspolitik med den tyske besættelsesmagt. Denne mening deler jeg ikke. Foghs ytringer er ikke nogen undskyldning for mindretallets handlinger. Dog blev dets frontfrivillige behandlet uretfærdigt efter 1945. De små fisk blev i Retsopgøret straffet forholdsvis hårdere end de store fisk.

Heller ikke undervisningsminister Bertel Haarders meget positive udtalelser ved det danske årsmøde i Flensborg og Egernførde i juni 2006, at efter 1945 blev der en kort tid begået uret over for medlemmer af det tyske mindretal, er nogen kollektiv frifindelse.

"Vores nabo derhjemme var en hædersmand. Ikke han, men hans kone var nazist", kunne Haarder huske fra sin ungdom.

Vi meldte os for at kæmpe mod bolschevismen

- "Vi meldte os til tysk krigstjeneste for at kæmpe mod Bolschevismen", sagde Adreas Fleischer, Åbenrå, formand for Nordslesvigs Kammeratskabsfor-bund, i den efterfølgende spørgerunde fra publikum, hvor omkring et dusin tilhørere fik ordet. De tyske nordslesvigere blev straffet for det i 1945. Hvorfor blev de danske, som i Finland i Vinterkrigen 1939/40 kæmpede mod den Røde Arme, ikke senere straffet?"

"Der var en forskel med den Finske Brigade", svarede Schultz Hansen, "Et lil-le land måtte hjælpes".

Tidligere folketingsmedlem Inger Harms (SF), Åbenrå, spurgte om erstat-ninger for beslaglagte tysk-nordslesvigske bondegårde efter 1945. Det havde hun aldrig hørt noget om. Schultz Hansen: "Det drejede sig om bedrifter, der år i forvejen var gået konkurs, der havde været under tilsyn fra gårdforvaltnings-selskabet, dels fra den fra tyske statsmidler støttede kreditanstalt Vogelgesang. Ingen privatpersoner var blevet ramt af beslaglæggelser."

Tidligere formand for BDN Leif Nielsen, Störtum, gav et eksempel på følge-virkninger efter Retsopgøret. I hans tid som dansk værnepligtig i 1952 til 1954 var ingen værnepligtige fra den tyske folkegruppe blevet indkaldt til de daværende danske besættelsesstyrker i Tyskland i Itzehohe og Aurich.

Tidligere byrådsmedlem Christian Kier, Jeising, afsluttede rækken. Hans bror havde i 1940 som dansk soldat sammen med to kammerater på åben mark ved Bredevad fået befaling til at skyde med maskingevær mod den fremrykkende tyske Værnemagt. Der havde været tid nok til at gå i dækning. Det skete ikke. "Top faldt, min bror overlevede". Da hans bror havde råbt "Skyd ikke", havde en tysk officer svaret: "Det sagde man også i Polen i 1939", og bemærkede, at de tyske tropper kort før starten på indmarchen i Danmark var blevet meddelt, at der ikke ville ske militær modstand.

Flensborg Avis. Torsdag 1. marts 2007

Retsopgøret mod medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland har siden befrielsen i 1945 slået høje bølger. Utilfredsheden har ulmet blandt hjemme-tyskerne, indtil undervisningsminister Bertel Haarder (V) på de danske årsmøder i Sydslesvig i fjor medgav, at tiden er inde for en undskyldning. Det er nu taget op som krav, da hjemmetyskere og danske historikere mødtes på Sønderborg Slot.

Det var det første møde om retsopgøret mellem de to parter siden 1945. Lederen af Frøslevlejrens Museum og historiker, Henrik Skov Kristensen, frem-hævede, at de hjemmetyske frontfrivillige fik hårde domme, men:

- I international målestok fik mindretallet en mild behandling, fastslog Kris-tensen, uden at blive modsagt af de hjemmetyske repræsentanter.

Mindretallets kritik mod retsopgøret og domfældelsen mod omkring 3200 tysk-sindede sønderjyder skal ses på baggrund af, at langt de fleste blev dømt efter en lovgivning med tilbagevirkende kraft.

Den hjemmetyske fhv. præst Günther Weitling sagde på mødet, at lovgiv-ningen var politisk motiveret og havde sit udspring i et folkeligt krav.

Og Weitling medgav, at der heller ikke fandtes mulighed for at skabe et lovgrundlag under den tyske besættelse.

- En rehabilitering og en undskyldning burde undersøges, understregede Weitling.

Retsopgøret er en uendelig historie

Diskussion på Sønderborg Slot var et tilløbsstykke. Det tyske mindretals position er ved at bløde op. Dansk historiker: Forholdsvis mild behandling efter befrielsen.

Det tyske mindretal har forladt den hårde linie, hvor ledelsen, men også de almindelige medlemmer, ikke kun var fornærmet, men også skuffet over fler-talsbefolkningens reaktion efter kapitulationen den 5. maj 1945. Nu ses rets-opgøret i kølvandet af mindretallets støtte til det Tredje Rige og den tyske besættelsesmagt i et mere nuanceret lys, om end utilfredsheden stadigvæk ulmer.

Det viste en debataften på Sønderborg Slot, som mindretallet og Historisk Samfund for Sønderjylland havde inviteret til. Næsten 300 mødte op.

Arrangementet blev holdt, efter at undervisningsminister Bertel Haarder (V) på de danske årsmøder i fjor sagde, at det tyske mindretal i Sønderjylland blev behandlet uretfærdigt efter besættelsen, og at tiden er inde til at sige undskyld. Haarder tilføjede, at retsopgøret straffede mange hjemmetyskere for hårdt.

En oprejsning

- For mange er det en oprejsning når et regeringsmedlem indrømmer, at der skete uret, sagde mindretallets formand, Hinrich Jürgensen, ved åbningen af mødet, som var det første direkte sammentræf mellem danske historikere og det tyske mindretal om emnet efter 1945.

Retsopgøret har været et alvorligt emne for det tyske mindretal i årtier. I dagene efter den 5. maj blev flere tusinde tysksindede sønderjyder arresteret af modstandsbevægel-sen og ført til Sønderborg Slot og Frøslevlejren. Den blev omdøbt til Fårhuslejren den 1. juni 1945 for ikke at sammenligne den med interneringsstedet Frøslevlejren.

Som den nuværende leder af Frøslevlejrens Museum, historikeren Henrik Skov Kristensen beskrev, var der 3200 tysksindede fanger i juni 1945. De var ikke interneret, men i første omgang taget som fanger. Først den 13. maj trådte politiet til. Men loven om, at anholdte skal fremstilles for en dommer inder for 24 timer, kunne ikke anvendes, da der ikke kunne skaffes personale og plads til de mange fremstillinger.

Fårhuslejren blev lukket i 1949. Inden da blev ifølge Henrik Skov Kristensen ca. 3000 tysksindede sønderjyder dømt for frivillig krigsdeltagelse på den tyske side, for at være medlem af hjemmetyske nazi-organisationer, der støttede den tyske besættelsesmagt, og for værnemageri. Dommene faldt på grundlag af den straffelovgivning, som blev vedtaget efter kapitulationen, men med tilbage-virkende kraft. Netop det skabte stor utilfredshed blandt mindretallets top, samt de dømte og deres familier. De stod foran det problem, at mindretallet havde lovet loyalitet over for den danske stat i 1945, og selvsamme stat så dømte tysksindede sønderjyder med en lov, som endda danske jurister og politikere satte spørgsmålstegn ved. Specielt de frontfrivillige følte nag. De havde som tysksindede med dansk pas meldt sig under den tyske fane uden at bryde gældende dansk lovgivning.

- Mindretallets kritik var juridisk begrundet. Særloven med tilbagevirkende kraft var en anstødssten for de berørte, sagde den hjemmetyske fhv. præst Günther Weitling.

- Lovgivningen var først og fremmest politisk motiveret. Der fandtes et folkeligt krav og retsbevidsthed. Men der var også frygt for overgreb, og der var ikke mulighed for at skabe et juridisk grundlag under krigen, sagde Weitling, men slog samtidig fast, at dommene var rimelige.

Kun toppen

- Det var ikke et retsopgør mod mindretallet. Kun toppen blev stillet for retten som gruppe, men de blev dømt hver for sig, sagde Günther Weitling.

Henrik Skov Kristensen mindede i sit oplæg om, at retsopgøret skal ses i tidens lys. Han henviste bl.a. til, at det tyske mindretal var gennemnazificeret senest siden 1938. Mindretallet satsede på en grænserevision, "Hitler mach uns freie". Allerede i 1939 begyndte ifølge Kristensen den skjulte hvervning af SS-frivillige blandt mindretallet. Og da Tyskland overfaldt Danmark den 9. april 1940, støttede mindretalsmedlemmerne besættelsesmagten.

- Denne synlige og demonstrative støtte førte til spændinger med flertals-befolkningen, konstaterede Kristensen. Han medgav, at de hjemmetyske front-frivillige fik hårde domme, fordi deres virke ikke var rettet mod Danmark, men fastholdt ellers:

Mild behandling

- I international målestok fik mindretallet en mild behandling. Der fandtes ingen kollektiv dom eller udvisning. Kun handlinger blev straffet - om end med en lov med tilbagevirkende kraft. Danmark kan være retsopgøret bekendt.

Men det er ikke kun den ældre generation hjemmetyskere, der døjer med retsopgøret. Også efterkrigsgenerationen stiller spørgsmål til Danmark på bag-grund af forældrenes uforståenhed over for den behandling, der har fået efter krigen. Günther Weitling så stadigvæk åbne spørgsmål.

- En rehabilitering og en undskyldning burde undersøges, krævede han.

Også Der Nordschleswigers chefredaktør, Siegfried Matlok, så flere emner, som burde undersøges nærmere, og henviste til antinazister i mindretallets rækker, eksempelvis Jens Jessen fra Tinglev. Jessen blev som modstandsmand henrettet i Berlin i 1944. Og Matlok nævnte den besindige holdning, som blandt andre amtmand Kresten Refslund Thomsen og andre indtog efter befrielsen.

Værnemageri

Matlok medgav, at det tyske mindretal ikke har gjort tilstrækkeligt op med tiden 1933-1945. Han nævnte blandt andet det tyske mindretals mangeårige generalsekretær, Rudolf Stehr, som efter hans opfattelse har forhindret en integration i det danske samfund. Stehr var indtil 1945 leder af det tyske kontor i København, blev dømt til mange års fængsel, løsladt i 1950 og i 1953 udnævnt til BdN-generalsekretær.

Matlok nævnte også, at tyske håndværkere og købmænd blev dømt for værne-mageri, mens opgøret mod store, danske virksomheder blev holdt bag lukkede døre.

- Arkiverne burde lukkes op. Hvem sprængte Knivsbjerg-statuen og dagbladet Der Nordschleswiger, spurgte Matlok.

Forskningsleder og arkivar Hans Schulz Hansen afviste prompte, at arkiverne er lukkede.

- Det er en myte. Kun personlige og strafferetlige sager er lukket i 75 år. Der kan søges om dispensation til forskning og familiemedlemmer, sagde Hansen og oplyste, at han har modtaget mange ansøgninger fra mindretallet medlem-mer.

I løbet af mødet sagde Günther Weitling, at den danske og den tyske side i de sidste år til nu har talt forbi hinanden.

Det skete ikke under mødet på Sønderborg Slot.

Citater slut.

...........................................................................

klik til Rigsdag og regeringer 1940 - 1945